Den første etape af studiet er gennemført og jeg klarede eksamen med et 12-tal. Jeg tror vist jeg skal helt tilbage til folkeskolen for at huske hvornår jeg sidst høstede topkarakter.

Nu har jeg 14 dages ferie inden jeg skal videre til hovedforløbet. Da skal jeg helt til Roskilde hver dag og gruer allerede for hvordan hverdagene bliver. Ikke at jeg har noget imod den togtur hver morgen. Det vil give mig tid til ro og læsning. Problemet er mere mødetidspunkt og at min lille Emil skal rigtig tidlig op hver dag.

Det drejer sig heldigvis kun om 1 år og 3 måneder og minuser man ferie, skal det nok gå stærkt.

Jeg har nok bedre end jeg har haft i årevis. Hvis jeg kigger nøgternt på tilværelsen, går det hele jo meget godt. Økonomien er tålelig, mit hjem er rart og selvom Emil har trådt med målrettede trin i det man kalder ”selvstændighedsfasen” formår jeg at løse livets bump hen ad vejen. Måske vil ”min sti” eller ”plads” vise sig som årene går. Det er stadig svært for mig at finde mig helt tilrette i tilværelsen og det tager tid.

Det har været en stor personlig sejr at gemmeføre denne del af studiet og endda til så fin en bedømmelse. Der er ingen tvivl om at jeg gennemføre hele uddannelsen og at jeg har fundet mig noget jeg kan li' og er god til. Jeg glæder mig til at lære mere og gøre brug af den viden. Endelig er den del af tilværelsen tilfredsstillende og på plads. Nyt vil sikkert komme på banen men med denne uddannelse har jeg en base.

Jeg nyder min søn og er forundret over at jeg allerede har haft ham i 3 år. Han er ingen baby mere og kan flere og flere ting nu. Vores liv sammen er godt og han finder fin balance i at have to hjem. Han er dygtig, sjov, kærlig, stædig, kreativ...ja han besidder så mange kvaliteter den dreng. Jeg glæder mig til at hente ham hver dag og nyder at vågne op med ham hver morgen. Han gør mig lykkelig!

Jeg har et kæmpe ønske om at få flere børn. Faktisk kunne jeg godt tænke mig en hel flok...og selvom jeg til tider kan blive helt frustreret over hvor hårdt det alligevel er at være forældre. Med alle mine pædagogiske evner, tackler jeg de udfordringer jeg møder så godt jeg kan.

Emil kan være frygtelig stædig og har et temperament som overrasker mig gang på gang. De evindelig ”kampe” så som at komme ned fra 5. sal, ikke få slik i supermarkedet, ikke lege modellervoks lige inden sengetid, vil-selv, kan-selv, nej'erne og alt det som kan tænde den lille dreng, kan til tider være enormt trættende. Ofte føler jeg mig slidt og tager hans arrigskab og grænsesøgning alt for personlig. Men for det meste kommer jeg hurtigt på banen igen og føler ligefrem det er spændende at opleve hvordan det lille menneske møder verdenen og tackler de begrænsninger der (desværre) er tilstede i den!

Livet er ikke helt som mit neurotiske sind havde planlagt det til. Jeg havde ikke regnet med at leve alene med mit barn...men derimod at leve sammen med en mand og have mange børn, hund...bla bla ja alle de ting som man nu begynder at tænke på i det tidlige voksenliv. Måske begyndte alt det her da jeg fyldte 30. Jeg begyndte at tænke meget over det hele og sad lidt fast i skuffelserne frem for de fremtidige muligheder. Jeg glemte at være taknemmelig. Det tager mig stadig og jeg bliver nedtrykt over alt det jeg ikke er og ikke har. Jeg vil det hele...jeg vil være det, ha' det, gøre det osv. Det er i og for sig også fint...bare jeg ikke begynder at tænke værre over mig selv hvis jeg ikke lige kan eller er det hele.

Jeg ER taknemmelig og er sikker på livet nok skal blive godt hvis jeg bare formår at træffe sunde valg.

Der er lige et par timers tid der skal fordrives nu inden den står på Mummi-trold på repeat og legetøj ud over det hele.