Jeg har en lille lap papir, hvorpå der står en lille opgave for hver dag. Over 14 dage skal jeg forsøge at gennemføre hver dags opgave. I går var det at mindes og dele disse minder med dem som jeg oplevede begivenheden med. Det kunne være at slå op i et familiealbum eller på anden måde vække nogle positive minder fra en tid og dernæst ringe op til personen.

Jeg fik desværre ikke gjort det. Da jeg endelig havde fri, var jeg for træt og ville bare gerne være alene.

Forleden gennemførte jeg dog dagens opgave, som var at tænke ”jeg har VALGT at…” i stedet for ”jeg er nødt til at…”. Det virkede faktisk ret godt. Jeg stod overfor 14 timers arbejdsdag og var i forvejen træt og ugidelig. Når jeg mindede mig selv om, at jeg jo selv havde VALGT at tage denne dag i forretningen, jamen så blev det en anelse mere…overkommeligt.

I dag skal jeg så give og modtage komplimenter.

En dejlig dame fra min tidligere daghøjskole har lånt mig nogle bøger. Jeg har ikke selv bedt om dem og endda haft en smule modstand overfor disse bøger. Det er AA-bøger…de tolv trin osv. Jeg ved ikke om jeg vil få noget ud af at læse dem, men hvis jeg åbner dem er det fordi jeg VÆLGER det og de kan vel aldrig skade.

Lige nu sidder jeg og venter på håndværkere. Det har jeg så gjort hver morgen hele ugen igennem, men ingen er dukket op. Nu har formanden fra foreningen her smidt om sig med store bogstaver, så i går stillede selve chefen for vvs-firmaet op og fik lavet en seddel og lovet mig at hans søn (som om det skulle virke mere troværdigt) ville komme her som det første i dag.

Efter 20 dage uden bad, træk i lokummet eller køleskab er jeg ved at blive en smule utålmodig.

Ellers går det ok.

Jeg har endnu ikke været i Rema for at spørge efter min dagbog. Men jeg tror jeg tager mig sammen til det i dag. Jeg savner den og selv om jo bare kunne gå ud og købe mig en hel ny og frisk én, frustrerer det mig at alle de tanker er derude et sted og at bogen ikke kan blive færdig og komme i kassen med alle de andre.

L hygger sig og jeg skal bruge lidt kræfter på ikke at blive ængstelig. I mit primitive sind ville jeg jo helst have at han ville LIDE hver gang han var væk fra mig, men sådan hænger tingene jo ikke sammen. Det SKAL de heller ikke!
Men jeg ER sgu pisse vred på ham. Her går jeg herhjemme og knokler for hans bror og skal tage mig af regningerne, ædrueligheden (som jeg jo VÆLGER) adresseflytninger og udeblivende håndværkere. Lejligheden er langt fra færdig og jeg har ikke engang vænnet mig til at være her. I mens sidder han på en hygge-ø med en kammerat og har fået en arbejdstjans som giver skide godt og hvor han ikke skal lave noget særligt. De luller rundt i solen, griller om aftenen, hygger og ser film.

Han skal lide!!! Han skal knokle sin røv i laser og ringe til mig med beklagelser over hvor frygteligt det hele er og hvor meget han hellere ville være hjemme hos mig!

Men var tingene sådan ville jeg jo heller ikke have det godt.

Da han i går sagde over telefonen, at jeg måske skulle få set nogle veninder lidt mere og huske at hygge mig lidt og ikke kun arbejde dagene væk, blev jeg skide sur…men lod ham ikke vide af det.

Han HAR ret. Jeg holder mig meget for mig selv. Tingene omkring mig har sgu også ændret sig. Veninderne har trukket sig og jeg ER sgu mere alene. Jeg tillader vel ikke hygge og føler heller ikke at kunne slappe af og nyde den hvis det så er der. Jeg kommer ikke meget ud nej.

Måske skulle jeg finde på noget hygge i aften? Jeg kunne jo sige ”jeg vælger at komme mere ud og hygge noget mere” i stedet for ”jeg blive nødt til at komme mere ud og bliver nødt til at hygge mig noget mere”?