Jeg er træt af drømmen.
Jeg er træt af drømmen.
Jeg er træt af drømmen.
Jeg er træt af drømmen.
Jeg er træt af drømmen.
Jeg er træt af drømmen.

Igen... Træt af drømmen, der gør at virkeligheden ikke er det bedste sted at være. At jeg altid forsvinder et sted hen hvor kun jeg er. Drømmene der finder sted forandrer mig i split sekundet og gør at jeg finder virkeligheden aldeles grå og trist.

Jeg forstår ikke om det er godt eller skidt det jeg gør. Skaber drømme alle steder hvorhen jeg går. Dræber jeg en del af mig; eller skabes jeg først i drømmen?
Det er jo der min lykke findes, i drømmen hvor jeg ikke kan gøre virkelig.
Eller måske nok kan, men er bange for ikke fungerer.
Jeg mener... Jeg har det jo fantastisk i drømmen, men hvis drømmen bliver til virkelighed og jeg får hvad jeg vil have er det så godt nok? Er det så som i drømmen. Nej... Intet er som i drømmene, kun drømmen selv. Alt andet bliver knust når virkeligheden opstår og jeg ikke selv er herre over liv og død. Over stemmerne og lyset. Over smilet og tårerne. I drømmen eksisterer alt sammen som det lykkelige holdepunkt der gør at jeg fortsætter.

Men er det sundt....