Så er det hverdag igen og Anne er taget i skole efter 14 dages juleferie. Min mand holder fri i dag, men vil køre en tur ud i samfundet og jeg holder også fri og skal i gang med vasketøjet, som atter har hobet sig op. Julepynt og plyndring af juletræ er heldigvis et overstået kapitel. Det er hyggeligt at pynte op i december måned, men ligeså rart at få ned igen. Det giver dejlig ”luft”.

Tiden går utroligt hurtig og jeg føler ikke, at jeg kan få den til at slå til. Jeg får ikke rigtig gjort noget færdigt, men går i gang med andre ting eller jeg skal lige se efter noget eller ringe i telefon. Jeg blev gjort opmærksom på det i går og det er jo sandt nok. Koncentrationsevnen er ikke hel så intakt, som den har været, er jeg blevet klar over. Jeg kan hjælpe mig selv, ved at blive mere vedvarende i det, som jeg er i gang med. Jeg vil forsøge at skrive plan over min dag, så jeg kan få ordnet de nødvendige ting, inden jeg giver mig i kast med det sjove.

Ellers er jeg meget godt tilfreds med min tilværelse. Jeg har igen styr på min sygdom – jeg skal bare huske at tage min medicin tidsmæssigt. Forbandede sygdom – men den må jeg bare lære at leve med – skyldsfølelser over at have fået den blusser sommetider op, men jeg er jo uden skyld. En dag var den der bare.
Jeg er tilfreds med måden, vi tackler sygdommen på her i huset. Jeg er heldig at have en mand, der støtter mig 100 procent. Han kunne lige så godt være løbet skrigende bort, men han blev og vort forhold er blevet langt kærligere og intenst. Nu havde vi vel også fået slebet de værste hjørner og kanter af i årene inden diagnosen, men jeg er taknemmelig for, at der ikke også er store problemer i samlivet at slås med. Nu er det jo ikke sådan, at vi dyrker min sygdom, men både mand og børn tager hensyn til mig på dage, hvor jeg er mere træt og bare dovner og ligger på langs. Det er mig selv, der er mest hård og bebrejdende.

Jeg ser det, som min pligt at få dagen til at blive en god dag. Jeg skylder min familie i særdeleshed og samfundet i almindelighed at se lyst på tingene og have en positiv indstilling. Jeg har indset, at jeg kommer længst med et godt humør og en humoristisk sans. I mit liv - set i en cirkel - ligger til den ene side min ego, der er blevet mindre og det der er nedenunder – mig selv – er kommet mere til syne. Til den anden side ligger skyggen, som jeg er bevidst om. Skyggesiderne skal være der – ingen mennesker kan gå gennem livet uden skygge. Der skal være plads til sorg, angst, fortvivlelse og så videre.

Det blev et filosofisk hjørne i dag, tror jeg. Det er rart lige at stoppe op og gå ned i tænkeboksen. Bare sidde stille og lade tankerne flyde – det er vel en form for meditation.
Jeg sidder med optimistvisen, som siger så meget. Jeg vil slutte af med at citere sidste vers.

Frås i livets glæder. Trøst når nogen græder.
Elsk det hele – kødeligt – udødeligt og ømt.
Glæd dig når din næste, findes blandt de bedste.
Andres lykke luner og gør livet skønt.
Kærlighed til livet, det får hjertet til at slå.
Kun når du er villig til at gi´, så kan du få.
Livet, det er herligt. Du er noget særligt.
Længe leve lykken, til at være til.

Ha´ en god dag. Tusind knus fra Nellemor.