Det har været nogle dårlige uger. Har ikke kunne sovet, vågnet i natten og stirret mig blind på mørket. Tænkt for meget over, hvad jeg føler eller ikke føler. Om jeg er parat eller ikke parat.

Han var her i nat. Vi lå der i mørket. jeg lå og tænkte på, at det var så forkert det hele. At jeg så gerne ville have, at det var rigtigt. At jeg så gerne ville opleve mig selv give slip, satse på noget andet end det, der falder mig nemt.

Han rejste sig lidt pludseligt. jeg døsede. Jeg tager hjem, sagde han. Lidt overrasket spurgte jeg, om han ikke kunne sove. Han sad der på stolen og stirrede blindt frem for sig. Du hæmmer mig, jeg ved ikke, hvor jeg har dig. Jeg vil så gerne være din kæreste, men jeg kan ikke, når det føles som om, at der er noget, der mangler. Jeg lå lidt og fordøjede hans ord. Jeg er stresset, svarede jeg. Nej, det har ikke noget med din stress at gøre, svarede han. Jo, prøvede jeg at forklare. Der er så meget nyt i mit liv, jeg har svært ved nye ting . og du er endnu en af de nye ting, som hyler mig ud af den. Men det er jo mig, der går, sagde han.
Ja, det ved jeg. Jeg lå lidt og følte, at jeg skulle forklare noget, men vidste ikke, hvad jeg kunne forklare. Og det var jo ham, der var ved at pakke sine ting og gå. Og mig, der lå og ikke følte så meget, fordi jeg har følt mig selv til døde de sidste par uger.
Du har givet mig ondt i maven, siden vi har mødtes, sagde jeg som sandt er. Han smilede. Men jeg har også kvalme, tænkte jeg. Kvalmen er vendt tilbage - og jeg er skræmt fra vid og sans, for jeg vil ikke have kvalme, jeg må kotte et bånd, fjerne en forhindring for igen at ånde frit.

Måske er det en angst for at blive såret, som så mange af mine venner siger.

Du ender som en 34-årig karrierekvinde på lykkepiller, sagde han, da han senere igen lå i min seng. Han snusede til mit hår. Det håber jeg ikke, sagde jeg, mens det sved helt ind i hjertet. Helt følelseskold er jeg da ikke blevet. Nej, jeg mente det heller ikke på den måde.

Lå vågen og stirrede ud i tomheden. "Måske er jeg død? - nej, jeg er i live", teksten rungede indeni. Er det sådan, du har det, spurgte han. Jeg tror, det er sådan, du har det, supplerede han. Nej, det er det ikke, sagde jeg, men kunne ikke andet end at føle mig bare en anelse død psykisk.

Vi endte med at ligge helt tæt under hver vores dyne. I morges vågnede jeg uden at have drømt, næsten uden at have sovet. Vidste godt, det var dødsdømt at tage på studie. Stod op. Gik tilbage til ham. Han stod op, smilede til mig, som om det hele var okay. Men vi vidste på en eller anden måde godt begge to, at da han gik ud af døren her til morgen, blev det meget sværere for os begge at vende tilbage - og lettere at se frem og bevæge os i hver vores retning igen.

Det gør ondt at give slip, fordi jeg ikke kan se en eneste gyldig grund til at slippe ham. Men måske er jeg ikke parat, måske mangler jeg stadig at slippe dele af fortiden. Jeg håber bare, at jeg bliver parat engang. Jeg vil så gerne, men måske er det også, som han sagde, et spørgsmål om prioriteringer. Og ja, jeg ved, at for mig er det studierne, der er det vigtigste lige nu. Det er min fremtid, der venter på den anden side af det næste halvandet år. Jeg har god tid, det ved jeg - og måske er det den tid, jeg skal bruge for at blive hel og parat. Og så skal det nok ske. Det skal nok ske.