Det er snart tid til en lille lur. Jeg er godt træt, efter at have været på arbejde og kun sovet 3-4 timer i nat.
Far lavede millionbøf igår, så det skal vi have til aften.
Og ja, det var ham der blev omtalt i negative vendinger forleden. ;)

I morges måtte jeg brække mig i lårtykke mavesyrestænger. På arbejdet var jeg afsted 2 gange. En af gangene kom al morgenmaden op, og det var endda i en beboers skraldepose i køkkenet! Jeg havde det så skidt og var rigtig svimmel.
Heldigvis så han det ikke, for han var liftet i seng for at få benklæder mm på. Håber det går bedre i morgen! :D
Det er virkelig krisetilstand, når jeg næsten ikke kan stå oprejst på mine ben.
Ellers har opkastningerne været på retur, og det er sgu en befrielse i hverdagen.

Her er alt ved det gamle. Der bliver brokket over at et eller andet er vådt. Højt og tydeligt i stedet for at holde det for sig selv. Så skal det kommenteres at jeg rister det brød han bagte igår. Der undres over at jeg skal i bad og da jeg spurgte om han ville tage noget chokolade med til mig fra Netto, var svaret blot at det havde jeg ikke godt af. Ikke det mindste spor af drilleri eller ironi. Det var ment i pure alvor.
Men hva...jeg er jo også fed. Et par og 70 kg fordelt på 175 cm, og det taget i betragtning af at jeg er 4½ månede henne. Tsk...tsk, tror sgu ikke den mand ved hvad det virkelig vil sige at være overvægtig. Og jeg har fandme aldrig været en del af den kategori!
Sjovt nok har jeg ikke taget synderligt meget på, det er koncentreret om maven og det der vokser indeni.

De dejlige katte der render rundt i området generer ham, fordi de skræmmer fuglene væk, så nu skal han have noget til at sprøjte med, så de holder sig væk. Førhen ville han ikke have dem i haven, fordi de trampede blomsterne ned.
Det er ikke fra den side jeg har fået min kærlighed til dyr.

I øvrigt har min kære gamle kat Gråmis det rigtig godt. "De nye" ejere vil ikke af med den og de har ellers næsten lige fået deres første barn. Det glæder mig helt ind i hjertet og jeg havde heller aldrig forestillet mig at hun skulle retur. Jeg blev da også en anelse stolt, da det blev fortalt at den havde "angrebet" en 2-årig dreng, der havde kælet med den. Stakkels knægt! Jeg kendte jo selv min kat nok til at vide hvornår den var blevet overstimuleret med kæleri og derfor måtte sige fra med kradsen og biden. Man lærer sit eget dyrs kropssprog at kende med tiden.
Gråmis var en vidunderlig kat!