Arrrrrrggggggghhh!!!!!!
Jeg hader at have det sådan her!
Jeg afskyer det, føler mine hormoner sætter en stopper for min dag. det ene øjeblik er jeg glad, der næste, har jeg en skræmmende lyst til at råbe ad tilfældige, og desværre er det min kæreste der tit kommer ivejen, men nu er jeg alene hjemme, så mon ikke jeg kan få styr på humørsvingningerne inden han kommer hjem fra arbjede.
PMS. Det må være noget fanden har skabt, en slags erstatning for de maskuline tendenser, måske. jeg hader mig selv, når jeg er i pms´s greb...som om man er utilregnelig og kan tænde af over de mest intetsigende ting. jeg behøver ikke engang andre menensker til at irritere mig, nej, nej...det klarer jeg helt selv.
en uskyldig sok, der ikke vil sættes på foden med det samme, blivcer kylet ind i væggen efterfulgt af et amazonaskrig..og flovheden over sig selv er næsten det værste. jeg ved godt det er naturligt, men det gør det ikke nemmere at kapere. det er det samme som moden. bare fordi det er på mode, behøver det ikke være pænt. bare fordi det er naturligt, behøver det ikke at være acceptabelt. bare fordi der er en forklaring, kan man vel godt synes manopfører sig som en hysterisk teenager....og jeg går bare og venter på at "det" går igang, så mine hormoner kan falde til ro. men jeg har prøvet det så mangegange før. først lige et par dage, hvor jeg burde smides i et bur og bliver efterladt, og så smertehelvedet hvor der er en usynlig fjende, der med store, behårede hænder tager min livmoder og klemmer på den i uendelighed, som var den en genstridig klump dej.
og så er der noget jeg slet ikke forstår. hvorfor svinger det sådan? nogle gange mærker jeg intet, og vups...så er den der. og er det mig der gør forskellen, eller....gid det var, fordi så ville jeg gøre det modsatte hver gang, så jeg ikke blev sådan en hystade, fuldstændigt som et gidsel i mine følelsers favn.
og jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om noget som helst. ville egentlig have skrevet lidt i dag på min bog, men bare tanken om at skulle begrave mig i følelser, som lige nu smider benzin på bålet, er nok ikke så smart. suk!!!
min hormoner går sgu ind og ødelægger mine planer. tasterne er for langsomme, mine fingre er små svage sinker med rollatorer, der bare ikke kan ramme rigtigt og slet ikke i det tempo, som jeg forlanger. hvilket er tæt på lystets hastighed. stavekontrollen i hjernen er slået fra, og jeg er ligeglad. bare det at skulle trykke på delete og trykke rigtigt, er nok til at blodtrykket stiger i tsunamihøjder.
og jeg har det som en patient der er vågen under hele operationen. jeg ser hvad der sker, men kan ikke gøre en skid, jeg ser hvor latterligt det hele er, men har ikke evnerne eller viljen til at kunne stoppe mig selv.
Imens prøver min hjerne at trøste mig, dappe mig blidt på mine svedige pande, på en ret nedgørende måde, synes jeg, og raser, mens den forklarer mig at det snart er overstået.
Nå! så det er det! Du er satemene da en dygtig kål, en oberservant af karat! Gib mig da for helvede et kvæt seronitin istedet for alle de tåbelige floskler. Brug dine våben på at nedkæmpe de skide hormoner, istedetfor at stille dig op på en papkasse og komme med ligegyldigheder, som alligevel ikke virker efter hensigten.
nej, jeg skullle sgu have lejet den hule, da jeg havde chancen. det er vel ikke kun mænd der må have en hule?
nej, nogle gange har mænd det nemt....undtagen hvis de er i nærheden af sådan en gimpe som jeg...puha..jeg har ondt af dem, men mest af mig selv :-)
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Bekendelser fra en hystade er publiceret
13/02-2007 09:56 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.