Hvor er mine seneste dagbøger dog deprimerende!!!!
Og jeg ser på dem med afsky, fordi det forestiller en kvinde der kun tænker på død og livets mening. Alle de store ting, som ikke er sunde at tænke på alt for længe af gangen.

Men jeg kan ikke komme uden om at den kvinde til dels er mig. Dagbogen repræsenterer for et sted jeg kan komme af med alle mine mørke tanker, eller bare tanker som jeg ikke fortæller så mange andre.

Humøret svigter ikke og det dur sgy heller ikke hvis det gør, selvom hver gang jeg griner, så minder min hjerne og min mave mig lige som Jakob.
Jeg læste et uddrag af Thisteds bog med møllehave (min helt!) og andersen, hvor andersen havde skrevet et digt om lykken og ..bum..der stod jeg midt inde mellem linierne. Fantastisk at skrive noget sådan som jeg er sikker på alle kan tale med om.

men han havde åbenbart skrevet digtet til mig, fordi "hver gang man sætter foden ned
uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller blive sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig nærmer sig
er det en lettelse"

uddrag fra Lykken, af Benny Andersen

Det er jo DET!!!!ikke?
Det er jo netop lige DET!!!!

Jeg er pisse bange for lykken..så...nu er det sgu sagt.
Jeg er pisse bange for den fordi jeg eet eller andet sted tror at jeg har det bedst ved at lide lidt hele tiden og når jeg så er glad og lykkelig, så går jeg inderst inde og venter på den går væk, forbereder mig, fordi den KAN jo ikke vare ved..det siger min erfaring, og det gør den heller ikke. Men om det er mig der jager den væk eller noget andet..tja...
sikkert det første. Men det værste er jo at det er sandt. Endnu har jeg ikke kunnet sige "Hovsa..der tog jeg vist fejl" fordi den er sgu lunefuld og det ER som om når jeg har fået smagt lidt af den, så skal naturen i balance igen ved at sende mig over i den anden grøft. Ikke en selvmedlidenhedserklæring, bare en konstatering. jeg har faktisk snart vænnet mig til det.

Dog er jeg blevet bedre til at nyde lykken når den er der, netop med visheden om at den snart forsvinder igen.

Fantastisk digt og mine øjne har åbnet sig for andersens verden, han har aldrig rigtig sagt mig noget, men dette her må være indgangen.

om ikke andet så er jeg for et kort øjeblik ude af fasen og er blevet i bedre humør. Det nytter jo heller ikke noget at gå og være rist hele tiden. Det hjælper jo ikke noget. der er en ventetid og den er der, det kan jeg ikke gøre noget ved.
Mit liv skal ikke gå i stå.

Jeg har det fantastisk godt med min nye bog, som jeg er gået igang med. Den har siddet inde mellem ribbene i et langt stykke tid, men jeg har troet at jeg skulle skrive på en anden måde, indtil en fyldepen herinde sagde noget til mig, som forløste boblen.
Tak!

Nu skriver jeg den skidebog på min egen måde og så ved jeg ikke havd der sker bagefter. DET er holdningen nu!!!