Henslængt på sofaen under et tæppe af tømmermænd og ondt af mig selv komazappede jeg mig vej gennem de seneste døgns OL, da svømmebaben Blume pludseligt baskede mod bassinkanten som den første i 50 m fri.
I det sekund billedet af dannebrog og det guldmedaljeudløsende 1-tal flimrede hen over de stadig oprørte vande, vælde tårerne op i mine øjne - det samme gjorde imidlertid reminiscenserne fra det seneste døgns overdrevne konsumption af saaz humle og spaghetti-bolognese.
Fra mave, til hals til egeparket på under ét sekund.
Hey! Blume, stik dén.
Og lad mig for god ordens skyld lige sige, at min reaktion på ingen måde var en kommentar til hverken OL, svømning eller Blume.
Jeg er fan af hele balladen.
Stor fan.
Og nu da alle spor af opkast er fjernet, og freden igen har sænket sig over Lyngby Hovedgade, har jeg på magisk vis mønstret overskud til både at ryde op i mit køkken, rengøre mit badeværelse og lave aftensmad.
Ok det sidste er løgn; jeg har hentet pizza, en enkel sag med kartoffel, bacon og gorgonzola, som jeg nu nyder med en af de sidste øl, der er tilbage efter gårsdagens excesser.
Kokken er som sagt på kort visit i DK. Han har tilbragt de seneste måneder i det nordlige England, hvor han har arbejdet på en Michelin-restaurant (1 stjerne).
Han er begejstret for jobbet, men savner danske kvinder, der (hans ord) gennemsnitligt er lækrere end kvinder noget andet sted i verden.
Hvad ved jeg?
Jeg savner bare én.
En langrendsløbende svensker med kort, mørkt hår, six pack og et smil, der, fra første gang jeg så det, har rystet grunden under mine fødder sønder og sammen - på den fede måde altså.
Jeg savner hendes måde at krybe ind under min dyne på, pausen i hendes vejrtrækning, når hun kommer, varmen fra hendes mund mod min...
Jeg savner hende, ok?
SAVNER.
Selv hendes OCD-agtige måde at organisere sine studienoter på savner jeg.
Kokken er (som et par af jer derude) af den mening, at jeg bare skal springe ud i det, rykke teltpløkkene op og rykke 'over there' så fort, det overhovedet kan lade sig gøre.
Mentalt, siger han, er jeg jo derovre alligevel (her tager jeg lige hul på den sidste øl, Hancock Black Lager - prøv den!).
Men, som en anden af jer derude bemærker, er alt stadig nyt; konturerne i det billede, der lige nu er mudret og uklart, vil formentlig fremstå tydeligere om nogle måneder.
Jeg opsummerer lige det foreløbige resultat af min interimistiske crowdsourcing: tag afsted, men gør det, når tiden er moden.
Og hvornår er så det?