Sidder i sofaen i skrædderstilling.
Tekrus og kande på gulvet ved siden af avis og sammenkrøllede, langskaftede uldsokker og en halvtom pose pinocchio-kugler.
Der er sikkert også både krummer fra ristet toast, nullermænd og koner og myriader af mikroskopiske organismer, som qua deres undselighed må finde sig i en ufortjent overfladisk behandling.
Min nye underbo (kokkens lækre, sydamerikanske lejer) vækkede mig i morges, fordi posten havde efterladt et brev i hendes postkasse, som var adresseret til mig ... en reklame fra en optiker-kæde, hvor jeg engang for mange år siden købte briller, og som må have gemt mine adresseoplysninger.
Jeg var på natklub i går og havde lige lagt mig i min seng, da hun ringede på ... et øjeblik var jeg i tvivl om, om jeg var faldet i søvn, og hendes banken på min dør var noget, jeg drømte. Så der gik et par sekunder, før det gik op for mig, at lyden var reel, og endnu et par sekunder, før jeg kunne få mit kadaver ud af sengen.
Jeg må have lignet en trold ... en halvnøgen og fordrukken trold, og alligevel fik jeg lige et top-til-bund-og-tilbage-igen-blik og et bredt smil, da jeg åbnede døren.
Letter for you, sagde hun og tog turen op og ned igen. Jeg tog i mod brevet, takkede, have-nice-day-ede, lukkede døren og og trak mig langsomt baglæns tilbage i min lejlighed.
Havde jeg hende i hovedet, da jeg 20 sekunder senere lå i min seng igen? Tænkte jeg på at knalde hende? På at se hende sammen med M? Ja, ja og ja ... og hvor stiller det mig i relation til den situation, jeg skrev om forleden?
På hylden med hykleri såmænd.
Front and center.
Kunne jeg finde på at fortælle M om fantasien?
Og ville jeg realisere den, hvis M gav grønt lys?
Tror jeg ikke.
Men måske.
Jeg ved det simpelthen ikke, og i princippet er det helt ligegyldigt. Ikke kun fordi det er en komplet akademisk diskussion, men i lige så høj grad fordi det her er et enestående klart eksempel på, at min hjerne er lige så parat til at ræse ned ad alverdens hedonistiske autostradaer som Ms.
Som et par af jer har skrevet til mig, er Ms (og mine egne) tanker jo ikke unikke ... fantasier om andre end ens partner er overordentligt udbredte, så normale at det nærmer sig det trivielle at tale om det.
Men når nu det er sådan, når nu vi allesammen går rundt og tænker på at knalde alle mulige (og umulige) på alle mulige (og umulige) måder, hvorfor så jalousi?
Eller er det bare mig ... måske kan andre sagtens rumme konstruktioner med multiple seksuelle partnere?
Det er jo bare sex, skrev én til mig ... det handler om ikke at tillægge akten større betydning end den faktisk har.
I princippet er sex så ikke meget anderledes end at give en kompliment eller et kram eller at hjælpe nogen med at lægge tag på sommerhuset. Vi gør det, fordi vi har lyst til at gøre noget godt for andre, og fordi det får os til at have det godt med os selv. Og jalousi er bare en social konstruktion, som vi kan sætte os ud over - beviset er (angiveligt) såkaldt primitive samfund, hvor det (angiveligt) er almindeligt, at en kvinde har sex med flere partnere, for at hendes barn kan arve egenskaber fra flere mænd; styrke fra den stærkeste, intelligens fra den mest intelligente osv. Og det uden at det udløser andet end forståelse og accept fra ægtemændene.
Det er altså samfundets seksualnormer der betinger min jalousi? De er grunden til, at jeg tøver med at hjælpe M med at udleve sin fantasi, og grunden til at jeg ikke bare fortæller hende om mine tanker om underboen og hendes mørke øjne og smækre kurver.
Og hvorfor finder jeg mig i, at samfundet bestemmer, hvordan jeg forvalter min lyst?
Hmmm...