Jeg har tænkt meget på hvad jeg gerne vil sige. Der er så meget jeg gerne vil sige, men hvordan? Og hvorfor?

Men jeg har altså tænkt, og jeg ved i det mindste hvad jeg vil. Hvad mit formål er. Jeg vil være ærlig. Hudløst ærlig. Så ærlig at det gør ondt.

-

Jeg kan godt lide at skuffe folk.
At give dem noget andet end det de forventer. Dette er en af mine mange fejl, og en af mine styrker

Alt for længe, fra alt for tidligt, har de fortalt mig at jeg er gennemsigtig.

De kan se lige igennem mig. Jeg er en åben bog. Tilgængelig for frit skue.
Jeg skjuler og skyr sjældent noget, for når noget tynger mit hjerte, så vil jeg lette dets byrde.

Det har lidt så forfærdeligt allerede.

Jeg prøvede at gemme mig, men det duede jeg ikke til. Jeg prøvede at være mystisk, en enigma.
Men koden var let at bryde.

Jeg ville, at jeg var eftertragtet, ønsket, interessant.

At jeg allerede var det, så jeg ikke.

Nu forstår jeg, at jeg blot skabte forvirring. Dem jeg ville holde tæt, skubbede jeg væk.
Dem jeg holdte tæt, ønskede ikke at forstå mig.

Jeg ser blot en lille piges ønske om kærlighed. Om at være elsket.
Men jeg kan ikke elskes, før jeg finder kærlighed til mig selv.

Jeg taler sandheden, når tapperheden viser sit forskræmte ansigt. Nogle skyr fra mine frie ord, mens andre modigt står fast.

De som flygter, ved jeg nu, kan aldrig styrke min forestillede tomandshær.

De som står rankt og forventer næste sande ord ytret, skuffes når jeg kvæles i mine følelsers vold.

Frygter tager over, og jeg fejler min mission.

Pludseligt er jeg mystisk. Pludseligt er jeg en enigma. Men det er slet ikke, som jeg troede det ville være.

Jeg kender knapt mig selv endnu. Stoler knapt på mit sind, mit hjerte og min marvefornemmelse.

Hvordan kan jeg så forvente, at nogen anden nogensinde skal kunne?