Det er en af de dage hvor mine handlinger, min motorik, min hjerne og min vilje bare ikke vil samarbejde.
Jeg sov til sent, kom sent i gang.

Det er søndag, så jeg må gerne sove længe. Det er søndag, så jeg behøver ikke være på. Men jeg er på. Jeg er hele tiden på.

Endelig vælter jeg ud af sengen. I dag vil jeg bage. Igen. I går bagte jeg småkager, men de blev lidt tørre, så jeg kaldte dem kiks istedet. Men der er en løsning på alt, så jeg bestemte, at jeg ville bruge dem til at lave en Cheesecake.

Jeg går i Fakta og køber ind. Jeg pakker varerne ud i køkkenet, og opdager at jeg har glemt fløden.
Det må vente til senere, først skal jeg lave bunden.

Jeg rækker op og ud for at sætte dejen i min smarte kombinationsovn. Jeg taber formen og dejen vælter ud over køkkenbordet, og alt hvad der nu lægger og flyder derpå.
Mit nystøvsuget gulv er nu beskidt igen, og jeg fatter støvsugeren, igen.

Naboen kommer forbi for at hente nøglen til fællesrummet. Hun kommer tilbage for at aflevere den. Hun bliver og får en kop kaffe. Snakken går, om hendes flytning, om bagningen, om forsinkede menstruationer.
Hun er bekymret, jeg er bekymret, vi deler vores bekymringer.

Naboen går igen, og jeg bager videre. Kagen er færdig og jeg sætter den i køleskabet, for der skal den stå i to timer, siger opskriften.

Jeg er plaget af min bekymring, og har anskaffet mig midler for af-eller bekræfte den.
Jeg venter, et minut, to minutter, tre minutter. Min bekymring afkræftes. Mine skuldre hæves lettede, og jeg går rankere end før.

De to timer er gået og jeg smager på kagen. Den er god. Jeg giver min anden nabo tre stykker. Jeg skylder vist efterhånden for alle de gange hun har masseret mig, når skuldrene har skreget.

Dagen er træt. Jeg er træt. Jeg sover for meget, når jeg ikke sover for lidt. Jeg gruer for at sove for længe i morgen, jeg hader at komme for sent. Jeg roser mig selv for min punktlighed. Det er en af de få ting, jeg roser mig selv for.

Tiden nærmer sig til aftensmad, men jeg har jo slet ikke fået bagt boller endnu. Jeg ville gerne bage boller.

Dagene går, og tiden med. Jeg er her bare. Men det er faktisk ikke en dårlig ting. Netop fordi jeg er her.
Jeg ved godt, at når jeg er negativ, træt, ugidelig, føler jeg at mørket er tilbagevendende, så husker jeg at mørket kommer hver dag, og det forsvinder igen.

Og jeg er her stadig. Og jeg går ingen vegne.