Mødtes med Ms forældre i dag. For første gang uden M som mediator. Det var akavet. I ca. 10 sekunder.
Derefter var det bare hyggeligt og ukompliceret.
Selv efter vi havde overstået den gensidige opdatering om Ms bedrifter, var samtalen uforceret og let. Ved ikke, hvorfor jeg er overrasket. Ms forældre er socialt begavede, og jeg er ikke decideret debil, så hvorfor skulle det egentlig ikke være gået godt?
De spurgte meget til mine planer om at starte ny uddannelse og begynde forfra, men ikke på nogen negativ måde. slet ikke. De var positive og begejstrede på mine vegne ... eller umådeligt gode til at lade som om.
Nej, det er ikke deres stil ... de var begejstrede!
Jeg tror, de har været gode til selv at forfølge deres drømme, og at de bare ønsker for alle mennsker, at de vil flintre ud i universet og gøre det, DE drømmer om.
M er så glad for dig, sagde hendes mor flere gange. Så mange faktisk, at Ms far på et tidspunkt bemærkede, at nu havde Rasmus vidst forstået, hvortil Ms mor lakonisk svarede, at hendes erfaring med mænd var, at det ikke skadede at gentage selv de mest klare budskaber MANGE gange, hvortil Ms far løftede hænderne mod himlen, rystede på hovedet og udstede en ikke alt for overbevisende advarsel mod kvinder med sydamerikanske aner.
De er søde.
Meget.
Fornemmer en varme og nærhed mellem dem, som jeg genkender fra mine egne forældre.
Er det muligt intuitivt at fornemme, hvilken baggrund et andet mennesker kommer fra; kan man tiltrækkes af det? Ubevidst.
Bringer naturen lige børn sammen? Fordi de leger bedst?
Eller betinger en bestemt opvækst en bestemt adfærd og/eller personlighed, som andre kan genkende og tiltrækkes af, fordi den giver en følelse af tryghed eller noget...?
Eller overdriver jeg bare lighederne og glemmer forskellene?
Måske er det ikke så vigtigt!
Men det er lidt sjovt at tænke over.
Synes jeg.
M.
Hvordan går det med hende?
Glimrende!
Fucking glimrende!
Hun knokler, men er ovenpå. Hendes vejleder elsker hende, involverer hende i så mange spændende projekter og introducerer hende til SÅ mange vilde mennesker, akademiske kæmper, vigtige mennesker, som M allerede kender fra bøger og artikler. Hun er pisselykkelig!!
Det er SÅDAN jeg vil have det med mit arbejdsliv.
Finde den fucking hylde og så gå amok!!
Må man det?
Insistere på et godt arbejdsliv?
Er det krukket?
Forkælet?
Rimeligt?
Nødvendigt?
Jeg ved det ikke, men mon ikke der er mange, der synes, at det er på høje tid, at jeg bliver voksen og lægger mig i selen og begynde at betale tilbage til det samfund, der har finansieret min pissedyre uddannelse. Hold kæft og bestil noget, Rasmus - nu!!
Og de har sikkert ret.
Sådan er det jo med flertal.
Eller...