Skulle have været til samtale i går, men to timer før jeg skulle være der, ringede de og sagde, at de desværre var nødt til at aflyse.
No biggie, sagde jeg og spurgte, om vi skulle aftale nyt tidspunkt med det samme.
Det skulle vi ikke.
Faktisk viste det sig, at de havde afblæst ansættelsesrunden fuldstændigt, fordi en beslutning et sted oppe i pyramidens top med et trylleslag havde sat en prop i ansættelsesflasken.
Kvinden, der ringede, og som jeg aldrig tidligere havde vekslet så meget som et ord med, var på kanten af gråd, mens hun forklarede, at afdelinger over alt i koncernen skulle 'omstruktureres', ledelseslag skæres væk, funktioner flyttes til et eller andet sted i Baltikum, som hun ikke lige kunne komme i tanke om navnet på.
Jeg foreslog Polen, hvortil hun svarede, at det lød rigtigt ...
Af den håndfuld stillinger jeg har søgt, var det her den, jeg helst ville have haft, så det hele er lidt noget pis.
Jeg har to samtaler i næste uge, spændende stillinger på det rigtige sted i organisationsdiagrammet (tæt på the powers that be) i virksomheder, jeg kender gennem tidligere studiekammerater, som har været eller er ansat der.
Fluer i suppen?
Skulle da lige være, at ingen af dem opfylder mit kriterium om at ligge klart inden for rammerne af, hvad jeg kan klare med bind for øjnene og højre arm bundet på ryggen.
På den anden side, når nu jeg har besluttet at finde mig et job, kan jeg vel lige så godt gøre det ordentligt.
Da jeg fortalte M om opkaldet, spurgte hun, om jeg havde overvejet at vende tilbage til universitetet.
Jep, så meget at jeg i flere omgang har undersøgt 'markedet' for ph.d. stipendier.
CBS har et enkelt, der kunne være relevant, men ellers er det lidt tyndt lige nu.
Alternativet er at få en virksomhed med på at finansiere en erhvervs-ph.d.
Havde jeg læst medicin eller nano-bio-tekno-lo-et-eller-andet, var det oplagt, men inden for mit felt virker det umiddelbart usandsynligt, eller i hvert fald mindre oplagt.
Nu overstår jeg lige samtalerne i næste uge.
Og så tilbage til M.
Hun skulle have været hjemme i går, men måtte udskyde til i morgen.
Not cool.
Hun kører fra Stockholm, og vi har aftalt, at jeg møder hende i Helsingør og tager med hende hjem derfra.
Det bliver en mærkelig dag.
Bisættelse for Andreas mor i morgen formiddag.
Sex med M i morgen aften.
Går jeg ud fra.
Håber jeg.
OK, nu fik jeg lige en tanke, som jeg ved, jeg har haft før, men aldrig har talt med nogen om.
Faktisk er jeg meget i tvivl om, om jeg overhovedet tør bringe det op.
Hvilket jo egentlig er åndssvagt.
Det er jo hverken politik eller religion.
Nærmere et banalt spørgsmål om etikette, men altså et spørgsmål om etikette af den slags, jeg er ret sikker på, Emma Gad behændigt har undgået at forholde sig til.
Sex og menstruation?
Så, nu sagde jeg det.
Undskyld.
Men det poppede lige op i mit hoved.
Hvad nu, hvis M vender tilbage fra Stockholm og meddeler, at hun altså har menstruation?
Ja, hvad så? siger du måske. Så må du jo bare vente.
Eller måske siger du: Ja og hvad så? Så må I jo finde på noget andet.
Eller også siger du ganske enkelt: Ja, og hvad så?
Mig?
Altså lige nu tænker jeg på, at kvinder, der dyrker elitesport, nogle gange holder op med at menstruere, og at jeg derfor unødigt bekymre mig om en situation, der ikke opstår i al overskuelig fremtid.
Selvfølgelig har jeg stået i situationen før, men konklusionen har altid været et: nå, men så bliver det en anden gang.
Jeg forstår godt, at spørgsmålet dukker op i mit hoved lige nu, men jeg fatter ikke, hvorfor jeg sidder og skriver om det.
MÅ jeg foreslå mig selv, at jeg holder kæft indtil videre og tager spørgsmålene, som de kommer.
Jeg ved det ... den sidste tredjedel kunne med fordel bare have fået lov at leve som et ekko inde i mit kranium, fadet ud som et mærkværdigt, hvad drikker møller? Øller, øller, øller...