Jeg har spist suppe.
Kartofler og porre.
Cremefraiche, ristet bacon og stænk af lime.
Kokken kom op med det, da han hørte, jeg var hjemme.
Jeg åbnede hvidvin.
Han ristede bacon og rettede an i mit køkken.
Mens de kvadratiske tern spruttede på panden, fortalte jeg om Stockholm.
Kokken afbrød en million gange for at minde om, at det var ham, der havde spottet, at M og jeg ville være et godt match, og herefter havde rodet og regeret i kulisserne, så magien kunne folde sig ud.
Kære kok.
Du var strengen på Amors bue, trappetrinet, der fangede Askepots sko, en kulinarisk begavet kærlighedskatalysator par excellence.
Jeg ved det.
Og er glad.
Lykkelig endda.
Og den jævne Pinot d'Alsace, jeg trak op som akkompagnement til din formidable suppe, og selv drak mindst halvdelen af, nærmer sig på ingen måde noget, der bare ligner en passende tak for din indsats.
Jeg ved det.
Men så var din rolle heller ikke større.
Så slap af.
Nå, suppen var god.
Egentlig er der en million ting, jeg gerne vil skrive om, men jeg har lige åbnet endnu en Pinot (den er altså betydeligt bedre end tidligere antydet), som jeg har planer om at tømme til et afsnit 'Archer', måske to, mens jeg forsøger at fortrænge, at P kommer og henter mig til en løbetur i morgen tidlig.
Jeg mærker intet til min skade længere; løber nogenlunde lige så hurtigt som før skaden.
Men de seneste ture har været mærkelige.
Jeg skal tage mig sammen til at trække løbeskoene på og komme ud af døren.
Måske er jeg mættet af løb.
Måske skal jeg overveje at begynde forfra - finde en ny sport.
Call of Duty.
Speedskak.
Poetry slam.