Auuuuuuh alle online-ulve!
Grib ud efter kaffen, øllen eller andre læsebefordrende stimulanser, for det er nu...der er nadver i faderen, sønnens og Helligåndens navn...(noterer mig, at systemet herinde rettede Helligånden af sig selv, da jeg skrev det med småt. Fader og Søn er ikke rigtig i kurs for tiden ;D ).
Nå men, felicidad til jer alle. Hvem vil ikke gerne være lykkelig? Så! Jeg ved godt, at online-ulve hyler, men det er altså ikke fordi de ikke kan google felicidad, så gør det, hvis behovet er der.
Jo lykke, jeg har tænkt meget over det, og jeg tror faktisk, det med lykken er ret specielt. Altså ikke bare det med lykke forstået som skæbne, men det at være lykkelig.
Vil jeg ikke være lykkelig? Jo, det tror jeg, men jeg er blevet overrasket over doseringen, hvis man kan sige det sådan...
Ready Or Not, Here I Come, You Can't Hide
Gonna Find You and Take it Slowly
Ready Or Not, Here I Come, You Can't Hide
Gonna Find You and Make you want me.
Livet kommer og tager mig, mens Fugees funker i mit indre disko. Det stjæler mig fra døden, men kun hvis...
You can't run away
From these styles I got, oh baby, hey baby
Cause I got a lot, oh yeah
And anywhere you go
My whole crew's gonna know
You can't hide from the block, oh no.
...Tror, jeg ligefrem skal voldtages af livet på den måde, hvor man ikke kan gemme sig, hvor livet endelig presser sig på, fordi man tager nogle meningsfulde opgaver på sig, hvor man stirrer smerten lige i øjnene, indtil man endelig kan mærke lammelsen (måtte simpelthen skrive det ud på denne måde ;D...mærke lammelsen!), og når den forsvinder. Der hvor man mærker rytmen mellem smerte og lykkelig lykke, går i kadence med den!
Mit mødrene ophav og undertegnede tager nogle ordentlige ture hos P. Han har stadig demenssymptomer, og bruger penge uden at kunne stoppe. Denne specielle situation slår til for fuld udblæsning, når min mor ikke er hos P. Ingen andre detaljer, I kan se serien om familien Sommer, hvis det skal være.
Det interessante i min mors situation er, at hun egentlig ikke er forpligtet på nogen måde, for hun er ikke gift med P. Hun er bare en god ven af ham nu.
Det interessante er skæbnens pendul. Han kom ind i min mors liv som kærestepotentiale og er blevet en mand med presserende behov...Gonna Find You and Take it Slowly...Livet bejler, hvad bliver svaret? Hjælper du eller ej?
Livet går hurtigt for et menneske, men tag ikke fejl. Lige på den måde har det intet hastværk.
Man tror, at man kan flygte, men finder ud af, at man dør mere for hvert flugtforsøg...Now that I escape, sleepwalker awake...
Jeg kunne nævne mange andre situationer i mit liv, men det er bare ikke rigtig relevant, så I har allerede fået eksemplet med P. Og det er alt man har brug for til en rundtur i glæde og smerte. I/vi har alle noget i vores liv. Det er kadencen mellem smerte og glæde jeg sådan funderer over.
Tror sgu, det skal være 50% smerte. Der skal være så meget, at man begynder at spørge, hvorfor det skal kaldes smerte. Kan I mærke virkeligheden smuldre lidt nu? Det laver i hvert tilfælde om på min virkelighed.
Lauryn funker i mit øre lige nu: You can't run away
From these styles I got, oh baby, hey baby
Hm, en gruppe der hedder Fugees, men synger om at blive holdt fast. Elsket ved selv at acceptere.
Ved I hvad? Der hvor P er, der er smerte, men vi er heldige at P gerne vil hjælpes, så når de andre holder sig væk og vakuum udfylder alt (den måtte jeg også lige skrive ;D...vakuum udfylder alt), så gennemtrænger min mor og jeg det indtil videre. Vi laver vakuum om til en jungle, der skal hugges ned med macheter. Det er den bedste måde jeg kan beskrive det på lige nu. Nemmere med jungler, sværere med tomrum. For hvad gør man med ingenting?
Men måden at lave tomrum om til jungle på er egentlig at starte med det tomrum, der er tomt, fordi alle frygter det. Så er der heller ingen, der kommer og stjæler den kærlighed, min mor og jeg planter der lige nu. Den får fred til at vokse på sine egne finurlige demens-betingelser. Så der kommer snart jungle at hugge ned og dele ud af.
Tror ikke jeg kan med den der vægtløse kærlighed. Den nøder mig ikke til accept og taknemmelighed. Jeg vil nødes. Gonna find u and make u want me!
Ok, så er jeg alligevel afslørende til hudløshed med diverse situationer, men jeg bruger kun streger og ingen nummerering, for det skal ikke rangordnes:
- Min ene nevø har tourettes syndrom. Ikke så stærke symptomer, men man må bare lade tiden vise, hvordan det udvikler sig. Om det bliver værre.
- Min lille niece blev født med kræft i øjet og har glasøje i dag. Håber ikke kræften bryder ud igen.
- P er som sagt på vej ud i demensen.
- Undertegnede har pt. en mulig operation i horisonten. Halspulsåren er muligvis udvidet og skal fikses.
Lyder som en jammerdal ikke?!
Men det er jo bare fordi jeg godt vil opnå den kadence mellem smerte og glæde. Jeg vil være der for min nevø, niece og P. Jeg bliver opereret, hvis det er nødvendigt.
Mødrene ophav bager karamelkage i morgen, og den tager vi med til min søsters kolonihave. Kan ikke lade være med at ønske, at det bliver regn. At sidde inde i det lille hus, som nogen må have stjålet fra Skagens strand, med dråberne trommende på taget, kaffe i koppen, kage på tallerknen og snak om alt over bordet. Nærvær, taknemmelighed og ødsel til nærmest desperat uddeling af anerkendelse og kærlighed gennem ord. Der hvor man elsker, fordi man ikke kan komme hurtigt nok af sted med det. Fordi, det er nu, vi har hinanden. Det er nu vi tager en dyb indånding sammen, før vi skal holde vejret næste gang.
Hey, jeg har jo holdt vejret den gang, jeg ikke kunne høre. Det kan jeg jo nu med min CI (det kan I altså også bare google kære ulve...eventuelt imens I har en fane åben, der spiller Fugees: Ready or not).
Norm defineres som noget, vi er tvunget til at forholde os til. At ændre normer er at tvinge sig til at forholde sig ikke bare anderledes, men også til noget nyt. Jeg vil ikke flygte og sige at smerten ikke skal være normen. Mit fundament er rokket...tilbage er balance og kadence. At få elsket. Være taknemmelig og nærværende.
Ready og not???
Dagens prædiken er overstået for online-ulve og den sluttes som bekendt med god nadver. Kom og æd mig, mine kære. Jeres øjne er så kølige og smukke, hver gang I gør det.