Så knaser det igen. Det var ellers en god dag i går, godt vejr, rund fødselsdag i familien og vi var nogen af de sidste der gik. Min far stak lidt til R "Hvornår gør du min datter til en ærlig kvinde?" - der var flere der spurgte både hvordan det gik med vores karrierer og hvornår vi skulle have børn. Vi parerede godt. Vi skal lige se om jeg kan få lidt arbejdserfaring først. Vi har talt børn - hvilket efterlader det åbentlyse som vi ikke har talt om. Det tager man jo klassisk og romantisk jo bare ikke lige op i en samtale uden at ødelægge hele molevitten. Jeg må bare stole på at han vil mig. Det giver jo også næsten sig selv når vi har talt om børn, ikke? Men alligevel er mine planer bagud. Jeg vil have børn i går. Jeg ville enddog acceptere at få (føde) dem i dag med alt den smerte der tilsyneladende følger med, hvis bare vi var ordentlig parate til dem. Men inden børn ligger der jo også lige en smuk brudekjole ect. som jeg gerne så først og bar mens jeg var 5 kg. mindre.

Nå, men ud over det er vi jo i teorien unge og virile - alligevel går det ikke altid så godt som på film. Vi vil hinanden -men passionen forsvinder i at vi er samme følsomme type der gerne vil mærke at den anden vil os. Som har for mange følelser med ind i sengen. Det dør i at vi ikke mærker nok fra hinanden, selv om vi begge egentlig meget gerne vil være med. Jo, en gang i mellem har den ene eller den anden da tryllet lidt og så kører det fint - men.. så falder vi i igen. Men der mangler ikke kærlighed og vi ved da hvordan man løser det - man taler om tingene og så taler vi. Så prøver vi igen. Så kører karrusellen en tur mere.
Stress, selvbillede, træthed, energi, stemning. Jeg søger åbenhed, jeg vil meget gerne vide mere om hvad der sker inde i ham - føler det som om jeg skulle være tankelæser. Han har den her ting med at forsøge at demonstrere tingene istedet for at sige hvad der er galt. En slags latterliggørelse af mig. Fx. hvis jeg nusser ham lige så stille, så begynder han at gøre det samme - bare med det lille tvist at det med sikkerhed kilder. Når jeg så beder ham om at stoppe får jeg et "så kan du selv se hvordan det er!". Den slags er underminerende så tør jeg til sidst slet ikke røre ham længere. Så får jeg naturligvis at vide at jeg rører ham for lidt og så kører den onde cirkel og jeg føler at lige meget hvad jeg gør så er det forkert.
Pointen er at jeg også i går endte med at føle at jeg gjorde alting forkert. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, det var ikke med vilje - tårer virker så anklagende og det var jo heller ikke meningen med det. Vi kunne stadig holde om hinanden - men det var ikke helt det vi gik efter.

For at løse lidt problemer - for at tale mere - har jeg fundet de her par-kort med en masse gode og mindre gode spørgsmål. Den anden dag svarede jeg på et om hvad min partner skulle gøre for at gøre mig glad. Ud over den underlige formulering omkring hvad partneren SKULLE gøre, så svarede jeg at det fx. gjorde mig glad hvis han havde været ved bageren og købe brød. Så det gjorde han i dag. Det var da også en positiv overraskelse. Men glæde kan ikke på den måde destilleres og serveres. Han sagde ikke ret meget mens vi spiste - ud over lige at gøre lidt grin med min reaktion på morgenbrødet. Jeg forsøgte at sige lidt, men jeg har aldrig været god til at holde taler. Alt i alt kunne jeg udmærket se at han forsøgte - mere end det egentlig var påkrævet. Han skulle jo ikke "lave bod". På den anden side virkede det ikke særlig godt uden en let samtale.
Det hjalp så på det senere - da han stolt stod med omkring 8 poser tomme flasker på ryggen, bundet sammen med en badekåbe-snor. Det er meget flot skat. Kom nu helskindet hjem igen. :)