Jeg vågnede faktisk allerede for flere timer siden. Sidder i den døsige stilhed og ser ud på ruderne på kareen, der stadig er blanke af søvn. På bilerne, hvis sortmatte ruder rimen har frosset ned i dyb dvale. Kukkeren er vågen og udstøder dens lyde et sted oppe fra Søndermarken. Himlen hænger som en sart pastelblå morgenkåbe på de stadig vinternøgne træer. Der er noget uskyldigt og blidt ved det lys som dagen starter med, allerede om en halv time vil det have antaget et mere kynisk skær. Jeg drikker min skoldhede kaffe, som skal lindre den irritable sitren i mit luftrør, jeg vågnede ved. Det hjælper alt sammen. Der er noget næsten provinsielt ved den tykke dyne af stilhed, byen har puttet sig under, denne søndag morgen. Jeg er vågnet med blød hud og en endnu blødere vished om, at jeg jo har det godt nok. At jeg nok skal klare mig, at der er en mening med alting. Solen folder sig allerede gul og varm om tagene og kvistene strutter som på en sommerdag.
Jeg var hjemme hele dagen i går. Roomie er taget til Århus og det er befriende at have lejligheden helt for sig selv. Jeg satte nogle film på, som kørte mere eller mindre i baggrunden mens jeg skrev. Om aftenen kan jeg godt stivne i lørdagsstilheden med byens baggrundstæppe af fuldskab og fest. Hvis jeg drukner det ude, så har jeg det virkelig rart, så føler jeg ikke, jeg går glip af noget. Tværtimod kan jeg hellige mig mine egne små verdener. Jeg satte til slut Biutiful på, men det er endnu ikke lykkedes mig at se den færdig. Den er så knugende. Og der er noget med mænd, der pisser blod, som jeg bare ikke kan holde til at se. Der er noget så forstemt og sårbart ved det, som jeg sætter mig til modværge mod at lukke ind på nethinden. Det sker i Biutiful og det sker i A Love Song for Bobby Long. Jeg kan ikke holde ud at min far skal dø engang. Men hvor jeg elsker den sidste film, så kommer jeg nok aldrig til at se det hele af den første. Menneskelig elendighed og ulykke kan skildres for brutalt uden nogen formildende nuancer. Det fedtede hår og de gasblå kinesere. Det er ikke til at holde ud.
Jeg er igen begyndt at længes hjem og jeg bestiller en billet hjem tirsdag eller onsdag. Det bliver allerede tirsdag kan jeg mærke, men ikke før, jeg har et møde tirsdag morgen.
Normalt hader jeg den tur, men lige nu har jeg ikke ikke noget imod at forcere den distance. Jeg får lyst til at det skal være i et tidligt og søvnigt morgentog. Med en krassen af kaffe og birkes i næsen og den der knitrende lyd af nyheder, mens toget strækker sig på skinnerne i den rytmiske rysten fra samlinger i sporene. Den blide klirren af kopper og suset fra dørene mellem kupeerne, når de åbner sig med et lille pust. Jeg er næsten i det tog lige nu, og når jeg kigger ud kører vi over de broer, som skiller os ad med vande, der spejler himlens flossede flader. Den lave insiterende dunken af en bas i en andens ører og den sagte tappen på et tastatur under mine fingre og længere væk endnu.

Se nu. Nu har solen for alvor taget fat og angrebet bygningen, og den borer sig ind mellem sprækker i gardinerne og famler efter de sovende indenfor. De nøgne træer spejler sig i kareens øjne og gør morgentoilette. Carlbergdynastiet knejser irgrønt og med guldspir og guldkanter og tage fyldt med figurer i silhouet. Mine franske døre står på klem, og jeg kan skimte det omfattende ophæng af hvide lagener og fornemme den sprøde duft af vaskepulver. Nu er der allerede trin på trappen, gade vide hvilke tidlige morgenærinder andre har. Dagen hænger i en tynd fiskesnøre som madding foran mig. Det er bare at svømme efter og bide sig fast.