Havde en urolig nat. Jeg drømte at min bedstemor havde udgivet adskillige digtsamlinger uden at jeg vidste det. Jeg drømte også, at jeg manisk rodede den store bogreol i stuen igennem og fandt krukker med farveblyanter bag alle bøgerne. Betydning? What the fuck do I know? Jeg havde også en mindre mareridtsepisode med den der monstrøse strikkede slayer-dukke, med korssting som øjne, den har jeg tit drømt om. Den tramper og kværker folk, som en stor strikket dukke-King Kong.

I Sverige har de to dødskriterier: ”död” og ”mycket död”. I hvert fald ifølge dr. Stig Helmer fra Riget. Da jeg vågnede, følte jeg mig mycket död. Der var noget sært ved mit venstre øre. Det summede ligesom. Jeg tænkte, at det nok var fordi jeg havde sovet forkert på det. De nætter, hvor jeg sover dårligt, vågner jeg gerne op med arme, ben eller fødder, der er i dyb dvale og tunge som melsække, fordi al blod i nattens løb har deserteret og gemt sig – måske i mine ører? Jeg tænkte, at det med øret ville forsvinde, hvis jeg lige gav den en halv times søvn mere liggende på ryggen med begge ører fri af puden. Men nej. Hele dagen er jeg gået rundt inde i en summende osteklokke. Det er ligesom en mellemting mellem tinitus og ørepropper. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Efter en nærmest tropisk hård spinningtime blev det forværret til decideret ringen før øret. Nu er det atter stilnet af til en svag summen.

Og nu bør jeg nok sove, jeg drømmer sikkert om stramaj og korssting igen.