Jeg føler Fyldepennen er ved at forsvinde i en dis af inaktivitet?

Igennem det sidste halve års tid og længere har jeg ellers betragtet Pennen som en forlængelse af min dagligstue. Et hyggeligt lille sofahjørne, hvor jeg mødtes med ligesindede, hvor jeg kunne hive godt læsestof ned fra hylderne og selv skrible lidt. Hvor nogen krummede på mit sofabord og efterlod kaffepletter på den litterære dug. Hvor jeg kunne diskutere dette og hint med folk og fæ af alle størrelser og gørelser. Nu er der stille, som her i min Frederiksberg residens, hvor det kun af og til kratter tørt i radiatorrørene. Det er trist og sørgeligt. De spændende dagbogsskrivere bliver færre – eller de er ikke så aktive mere. Og mange herinde har ikke helt forstået mulighederne i dagbøgerne. Hvordan man rent faktisk kan bruge dem til at fortælle historier og øve sig i at skrive, bruge dem som et katalog over livets små og store refleksioner og finurligheder – samtidig med at man overholder retningslinierne. Debatten er reduceret til at kun at være en tarvelig masonitplade, en slags forlængelse af Silvan eller Nettos små pinboards, hvor man kan annoncere efter en køber til en veloursofa fra 80'erne, eller et nyt hjem til en uregerlig huskat eller sælge sine tvivlsomme kompetencer som kraniosakralmassør eller Hannibal Hildorf-spirituel. Det gør mig ærgerlig og også lidt ked af det, for der er ikke noget virkeligt godt alternativ derude, som det er nu. Desuden har jeg mødt virkelig fine mennesker her, hvis ord jeg gerne til stadighed vil omgives af.