Damm jeg føler mig presset i dag. Det er en af de dage, hvor det hele virker som det ramler sammen, og jeg har bare lyst til at kaste håndklædet i ringen, selv om det ikke er en mulighed. Har brug for at få det ud og låne din skulder at græde lidt ved.

Jeg er presset på jobbet, hvor jeg ikke havde forstillet mig at Allans opgaver var så omfattende. Eller jo, det havde jeg nok – men jeg havde troet der var mere styr på tingene end der i øjeblikket, og jeg havde en klar forventning om at teamet arbejdede sammen, netop som et team, i stedet for at være en række solister. Det slår mig lige nu, at Kenneth må have været klar over det roder, siden han gav sig så let i fredags, da jeg nævnte mine krav. Og så lappede jeg selvfølgelig bare roserne i mig, naiv som jeg er. Spasser!! Både om mig selv og Kenneth – synes ikke det er en fair behandling, hvis min mistanke holder stik.

Så er det den sædvanelige tanke melder sig, om jeg virkelig holder af den karriere jeg har valgt, og om det er det hele værd? Hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg meget hellere have valgt et levebrød, hvor der var mulighed for at være udendørs det meste af tiden. Som landmandssøn lå det jo egentlig i kortene, at jeg skulle den vej – men det så jeg ikke den gang. Heller ikke da jeg var ved militæret, hvor det da i høj grad foregik i guds fri natur, påskønnede jeg det rigtigt. Jo, det var fedt, og kammeratskabet fantastisk – men det var lønnen selvfølgelig ikke. Selvfølgelig jeg også har ændret fokus, jo ældre jeg er blevet, men for pokker hvor jeg savner at kunne være udenfor og mærke solen og vind, ja regnen for den sags skyld.

Nå, der er desværre ikke altid medvind på cykelstien – der er ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det. Jeg skal f… nok vise Kenneth at jeg kan holde skansen tre måneder, og holde min del af aftalen.

Og så er der jo lige Maria. Da vi snakkede sammen i går aftes virkede hun atter trist, og fjern på en måde jeg ikke har oplevet før. Uanset hvad jeg sagde, blev hun ved med at sige, at garanteret var ved at være træt af hende. Nu har jeg fået det arrangeret sådan at vi kan være sammen fra fredag til lørdag. Tvillingerne bliver passet af mine forældre og de store sover ved nogle af deres venner. Jeg håber det hjælper på hendes humør – især når hun får min lille overraskelse; jeg har booket en tur til Paris sidst i september, og arrangeret pasning af børn fra torsdag til søndag. Igen er det J og C der er min redning, så de flytter ind de dage vi er væk. Har frittet Maria om hvordan og hvorledes hun har det med at få fri – hun påstår det ikke er noget problem… det er vidst det eneste svage punkt ved min plan. Men nu har jeg altså satset. Noget skal der ske, for at jeg kan få banket ind i hovedet på hende, at jeg faktisk er ret vild med hende. Alligevel nager tvivlen mig… måske er det bare spøgelserne fra fortiden der jager mig, men hun virker bare mindre glad nu end før. Hmm, det er i virkeligheden her jeg virkelig føler mig mest presset, eller magtesløs for at være helt præcis – jeg kan kun gøre det bedste jeg kan – for pokker for er jeg dog glad for hende.

Hmm gider ikke være tudefjæs og tage sorgerne på forskud. På fredag bliver det hele godt… ind til da må jeg se at få gjort noget ved Allans rod.