Så blev det problem løst. Hold da op. Fire gange på samme dag endda :D Man føler sig sku helt som 19 år igen med det drive den pige kan få sat i gang i én.

:D

Jeg er ovenud lykkelig for at det endeliglykkedes for hende og jeg at få den lille hurdle ud af verden. så kan vi komme til at koncentrere os lidt om noget andet, som eksempelvis de timelange meget meget dybe samtaler vi har om hinandens liv og erfaringer. Og Guess what? Hun er sindssygt dygtig til at bare at tage tingene i stiv arm, og med en oprigtig mine sige: Jakob, jeg er her for dig hvis der er noget. Det Kan godt være lidt provokerende fordi jeg på mange måder bare sådan uden videre fortæller hende dybe dyne hemmeligheder om mig selv, så vel som bare åbner mit hjerte for hvad end tanker der måtte fylde det.
Det mest underlige af det hele er at det føles godt. Der er mange andre af mine venner der bruger væsentligt længere tid på at komme ind under huden på mig på den her måde, men hun blæser igennem alle forsvarsmekanismer og rudimentære forestillinger om mig selv og om hvad jeg kan sige efter 2 ugers dating, og bare hamrer helt ind til kernen af, hvad der kunne være et prækært problem. Jeg lover dig, det føles mærkeligt at give hende alle disse oplysninger. Man bliver sådan helt... let?

Selvsagt er hun altså ret god at snakke med, og det føles godt at have en partner man kan give en ordentlig omgang eksistentialistisk filosofi i ansigtet, komme med blot få uddybende forklaringer hvorefter det tykkes igennem med hendes livserfaring et voila! Man står med et håndgribeligt eksempel hvor filosofi og virkelighed rent faktisk mødes.

Skulle jeg nævne én ting jeg måske kvier mig lidt ved er det vores hastighed. I al ærlighed var jeg klar til at erklære min helt store kærlighed til hende, men ved at jeg så måske risikerer at tænde vort forholdslys i begge ender og at det så bliver et meget kort forhold, fordi.... Ja jeg ved ikke hvad der kunne gå galt men det skulle det sikkert nok kunne.
Har haft en række MEGET uheldige forhold, og det værste er at det næsten aldrig er mig der kommer ud med sår og skrammer. Det ville jeg helst ikke skulle ske for A. Det fortjener hun ikke.

Én af mine veninder kom med et velmenende råd om at jeg måske ikke var helt klar til at kaste mig ud i noget forhold, men det føles bare ikke sådan. Det kan godt være det bare er en forelskelse? At jeg er himmelvendt henrykt over at der er en smuk smuk kvinde, der rent faktisk gider mig?
Én ting er sikkert lige pt alle tegnene på forelskelse er der:

Mangel på appetit (man har jo nok i hende så hvorfor spise mad)
Eksklusiv masseren af hende (gemmer mine kræfter til hende)
Kommer til hende først med mine nyopdagede indsigter (Vil give hende hovedretten af nyhederne, ikke resterne)
Ekstrem offervillighed (har opgivet at flytte til århus.)
Træningsnarkomani (vil jo også gerne se godt ud for hende :D)

Alt andet synes ligegyldigt.

Så forelskelse er det jo nok, men er det så slemt? Som jeg plejer at skrive er jeg jo en kærlighedssurfer, så jeg vender mine meget dybe og gennemgribende følelser for hende til positive outlets, og jeg må sige at min kreativitet inden for det romantiske er steget helt uventet.

Hvad skal man gøre for at bibeholde denne følelse af velvillighed og kærlighed over for sin partner?
Hvordan bekæmper man rutinen?

Kirkegaard ville jo nok sige at jeg burde beruse mig nu, og så forholde mig til forholdet og lade forholdet forholde sig til forholdet hver eneste dag. Men det garanterer jo hverken en form for lykke eller bibeholdelse af denne følelse. Og hvad hvis jeg bibeholdte denne følelse af sand kærlighed til A for altid? Ville den så føles lige så stærk? Næppe.

Lige nu...

Lige nu er jeg bare lykkelig. Jeg er glad og jeg skal ind og se Carmen 3d i aften, med ingen andre end hende og jeg glæder mig vildt.

Whatever Works!
Bare man kan få presset lidt mening ind i denne korte korte eksistens vi kalder livet så lad os da for pokker gøre det og så bare leve elske og dø som vi nu engang gør. Og kommer der tårer så lad det være sådan. Lad mig græde to lange floder herfra og til verdens ende hvis det er det der skal til for at jeg får lov at blive i dette øjeblik bare lidt endnu.

Lige nu vil jeg bare være

Lige nu vil jeg bare elske

Lige nu vil jeg bare

Jakob Arndal
- Tanker fra livet