Det er fantastisk hvordan bogstaver sat sammen til ord kan fremmane følelser hos een.
Havde Jung ret i hans teori om den kollektive bevidsthed?
jeg er tilbøjelig til at tro det.
Jeg har nu også altid brudt mig mere om ham end hans sexfikseret kollega!!!
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor mange kriser og små tragedier alle mennesker har været igennem.
Udfra det jeg læser er det helt utroligt.
Er det der vi ligner hinanden?
Men så er det jeg ikke forstår hvorfor der ikke bliver skrevet mere humoristiske ting. Jeg savner humoren.
jeg er stødt på den et par gange herinde, men det er ikke meget..men jeg fortsætter med at lede.
Hvis ikke man er deprimeret i forvejen, så bliver man det noglegange. Ikke en tung depression...mere en let.
Og har de så opnået det de ville, forfatterne?
At gøre læseren deprimeret. Var det formålet?
Men hvorfor bliver jeg så aldrig provokeret? Hvorfor griner jeg næsten aldrig, når jeg læser andres digte?
Hvorfor sidder jeg sjældent bagefter og tænker "Aha....hvad er budskabet".
Er det mig der er noget galt med?
"Ja, ja, camilla..hvad med at starte med dig selv!!"
Jo, det prøver jeg også, men hvorfor er det så fandens svært. Jeg vil jo også gerne nå ud og berøre andres hjerter og det hjælper for det meste ved at lege med de store følelser, som jeg ved alle har. Men vi har jo også andre følelser sammen!!
Jeg faldt over et digt herinde engang, som slog benene væk under mig.
Det var provokerende.
Det var hidsigt og direkte.
Og så var det pisse humoristisk.
DET er fedt, engangimellem at læse noget anderledes. At mærke at andre med ordet kan få een til grine. At det at digte ikke ALTID skal være sørgeligt.
Men jeg tror faktisk at det er ligeså omend mere svært at skrive humoristiske digte. Fordi måske er vi ikke så ens på det punkt.
Det vel det samme som hvis jeg hang ud af sideruden iført bar numbas og skreg som en gris. Nogle ville grine, andre ville ryste på hovedet og andre igen ville blive rystet i deres grundvold.
Måske skal der være lidt af det hele. Jeg savner bare lidt af det andet.
Men det er svært....jeg har prøvet.
Jeg har altid syntes, at det er lige så fantastisk at få folk til at græde over noget på skrift, som at kunne få folk til at grine. Men jeg tror at det sidste er det sværeste.
men det er igen det samme spørgsmål. Hvorfor skriver man?
Det er vel en både og situation.
Måske skulle jeg virkelig prøve at sætte mig ned og skrive et morsomt digt engang. Men ville det så være et rigtigt digt og hvad er det?
Det fortæller mine tindinger mig lige nu, at jeg IKKE skal forsøge at svare på nu ellers sætter de helvede igang.
Men det er nok lettere at regne ud og forklare universets uendelighed, tror jeg!!
moe
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Tirsdag aften omhyldet i tåge. er publiceret
29/04-2003 22:09 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.