KLs formand Jan Trøjborg påpeger, at de kommunale udgifter til handicappede eksploderer, og dette gør naturligvis ondt midt i krisen, men hvad er det egentlig, der foregår, når man langer et sligt faktum på bordet som den mest molestrerede, døde mus en kat nogensinde har leget med? Ja, virkeligheden gør ondt, så jeg arbejder fluks videre på at finde smertens skønhed.

Jeg erkender faktum, prut og tjek.
Jeg spørger, om det, som foregår, når man eksplicit udtaler faktum, er en panikhandling.
For der er jo ikke disket op med nogen brugbar løsning.

Mais...la responsabilité cést moi (slig dårlig allusion til Louis Catorzes: "L'état c'est moi" skal man kanske spejde længe efter, men min personificering med ovennævnte begreb er nok alligevel lidt mindre megalomanisk. Louis ville ikke indrømme det, men det vil jeg: jeg er dog ansvarlig, men som et menneske).
Pas nu på med at få meningen i løgnhalsen! Jeg er ikke en megalomanisk idiot, som inkarnerer ansvarligheden ved at gøre absolut og ubetinget ALT korrekt...næh, som Joan Ørting ville sige: Du er vokset sammen med dit ansvar, lorten ligger hos dig, og du kan ikke løbe fra det - ingen Solkonge her, tak!

Ergo, heller ikke handicappede kan løbe fra ansvaret, men hvad går ansvaret ud på, når det ikke handler om at trække de kommunale budgetter ned i det røde søle???
Vi skal finde ud af, hvad vi skal give videre!
En handicappet har ansvar for at formidle det anderledes, som måske er glemt og gemt.

Zola gik imod strømmen. Det er mit ansvar at gå imod strømmen ved at formidle det anderledes...og nu kommer jeg til det idelige!...Det anderledes, jeg har at give videre, som mange andre handicappede, er opmærksomheden på en selv og den næsten vitale oplevelse af, hvordan man er både levende og død på en gang.

Mais que'est que c'est???? Ce n'est pas possible!!!

Jo, jeg nævnte det, og jeg står ved det! Det er det, mange handicappede kan forholde sig til: Døden som en af de mest virkelige realiteter.
Je n'accuse pas, J'insiste!

KLs formand Jan Trøjborg vånder sig.
Tjek og prut!
Panikken breder sig.
Tjek og prut!
Hvad gør en ansvarlig handicappet?

Ja, la mort est si facile! Formanden har jo ret, og mit forhold til dødens mulighed er spil levende. Jeg er IKKE suicidal! Jeg tør bare godt snakke om den og tage imod den, hvis JT nogensinde skulle komme efter det at godkende en slags humanhygiejne, der omfatter udryddelse af handicappede...la mort, c'est la vie aussi! Krisen kradser jo...
Gør det ondt nu?
Spørger, fordi jeg er trænet og ikke selv kan mærke det.