Je n'accuse pas, del 3

Brakvand
Marie Martin...
11 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
8 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
10 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
11 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
11 år siden
11.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Lykken er en svinerøv
Regitze Møbi...
10 år siden
dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Lad Mig Lige Stikke Hoved...
Kianna Kitte...
2 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
4 år siden
Måske læsedag
David Hansen...
10 måneder, 10 dage siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
9 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
8 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
7 år siden
The same old storie
Julia Stampe
7 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
8 år siden
Split mig ad - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Hovedafbryderen
Rud Stenfisk...
3 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
15 år siden
Galleri partner
Poul Brasch ...
7 år siden
Frikadelle sved & æggepru...
Racuelle Hei...
9 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
10 år siden
Firserdate
Tine Sønder ...
12 år siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
9 år siden
...Pointen er, at snakker man som jævne folk og JT, så bringer jeg den derhen, hvor det gør ondt, for så skal vi ikke snakke panik, så skal debatten være ægte og tung.

Panik er ikke ansvarligt, og jeg mener, at handicappede selv kan bidrage med utroligt meget klarsyn - dette er vores ansvar. Jeg tager den altså derud, og med ramme alvor, hvor man henretter handicappede...dette tager jeg roligt, da døden for mig er en realitet.

Det ville være ansvarligt af mig at bygge en eller anden argumentation op, mais je n'accuse pas, så jeg funderer i stedet over panikken, indkredser den...på ansvarlig vis. Here goes:

Jeg er handicappet.
Jeg har fleksjob (fuld tid) med fleksløn.
Jeg betaler af på mit studielån.
Betaler i det hele taget, ansvarligt, alle mine regninger.
Jeg spiser sundt.
Jeg motionerer regelmæssigt.

Er jeg selvretfærdig nu?
Pudser jeg glorien?

Mit forehavende er et ganske andet, og jeg har ingen glorie til disposition, mais j'ai la responsabilité! Synes diverse online ulve, at jeg er umanerligt rethaverisk og selvrefærdig, så skal de vide, at mit forehavende er at spejle udsagnet om, at handicappede koster for mange penge - thi det er jo i grunden et ganske selvretfærdigt udsagn fra en selvretfærdig, ressourcestærk person - hvem der så end ønsker at tilslutte sig det og bruge det.
Panikken udløser velsagtens ofte selvretfærdige reaktioner, alors og derfor je n'accuse pas.

Det var spejlet, men et andet formål med det er også at fortælle, at handicappede kan være og er ressourcestærke - ikke just den gængse fordom om sligt folkefærd! - det er jo mit ansvar at fortælle andre om sagen i stedet for bare at brokke mig.

Den skal derhen, hvor erinyer og furier synger for dig om natten sammen med de græske slaver, der hvisker de sejrrigt hjemkomne rommerske feltherrer i ørerne: memento mori! (husk, at du skal dø).

Rap rap, nu mener man vel, at det rabler for mig, og der er ænder i parken. Excusez-moi monsieur! Hvem har ænder i parken??? Skal du da aldrig dø??? Den kan jeg ikke genkende, for mine jævnlige dødsønsker hærger alt, hvis jeg ikke tager dem et godt sted hen. De er sådan en udlængsel efter det indre, om det da giver mening.

Jeg forstår godt terroristers rus af frihed, når de har taget beslutningen, si ca suffit!!! (undskylder lige manglende dims under c'et, det hører sig jo til for udtalens skyld, men compen min er ikke begavet med mere end accent grave et egu), og mange af dem har virkelig en holdbar sag omend responsen er en kende krads, for terroristerne tager den der helt anderledes slags frihed hen til et dårligt sted, og det er ikke lige den slags bomber i turbanen, som har min bevågenhed. Selv om jeg sten sikkert advokerer for en gedigen gang detonation af sprængstoffet til nedrivning at interimistiske betonillusioner - altså hvis de virkeligt skulle være så ideligt evige, så ville de holde til braget, ikk'!!!

Jeg tror på, at mange handicappede bærer på denne følelse af frihed ved tanken om døden - mange af os ser den som mulighed, indrømmet - og vi ville kunne lære at formidle den på ansvarlig vis. Det er under alle omstændigheder mere klarsynet end JTs handlingslammende konstatering.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg når frem til, når jeg funderer...alors...skal vi handicappede spares på, så skal man også lære at bruge os, så vi distraheres fra de kummerlige kår. Der er vi potentielt farlige med bomber i turbanen, for sagen for den overvejende del af os er: limboliv...så man drømmer nærmets amorøst om bomber, der sprænger limbo.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Je n'accuse pas, del 3 er publiceret 22/09-2010 11:52 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.