Hvad hvis jeg siger, at jeg ikke ved, hvad kærlighed er...altså ikke, at jeg ikke kender til kærlighedens definition, men at jeg ikke formår at relatere til den? Hvad hvis jeg endnu ikke selv har defineret min egen opfattelse af kærlighed?

Det ligger og rumler, det ligger latent, og jeg har nok et helt skuespil klar om emnet, men vi bliver måske alle overrasket over resultatet. Selv online ulve!

Min eksmand elskede mig virkelig, og han havde virkelig brug for mig, men jeg sagde igen og igen: love´s nothing without a head. Ren kærlighed kvæler mig langsomt, som var jeg i al for tynd luft på verdens højeste bjerg.
De der mono-manikere, som holder på, at alt, man har brug, for er kærlighed...altså alt, hvad man har brug for er kærlighed, og ikke andet...øjeblik...den må vi lige lave fatalt om på...det var bedre...here goes...kærlighed er alt det, man har brug for...altså kærligheden er alle de ting, man har brug for. Som i: kærligheden er i alle de ting, man har brug for. Nå, men de der mono-manikere keder mig voldsomt, de klemmer værre end den værste skruetvinge.

Min indignation over den gængse definition på kærlighed har før været i kolerisk udbrud..:
Der er noget anorektisk over kærligheden således defineret og hypostaseret - en forbandet englelig tilbøjelighed til ikke at kunne antages som livets praktiske fornødenhed, for det skulle givetvis være finere for det stakkels sultende skravl af et menneske, og for kærligheden, at være foruden hinanden, således at kærligheden kan stråle i sin verdensfjerne ophøjethed, og mennesket kan lide både livet og døden i sin stille og meningsløse dydighed.
Hooldt!!! Det er jo bare nogle årgamle kvababbelser af mine, som handler om at hypostasere, altså at begrebliggøre, kærligheden. At opfatte kærligheden som den dåredejligste dyd, der glimter på himlen for os alle, som et überophøjet og virkelighedsfjernt ideal. En kærlighed, der bliver besmudset ved at gives uden fortjeneste.

Hææj fister, få lige følelsen ned på jorden og ind i maven, hva'?! Gadedrengen pifter og afviser fortjenesten, men priser behovet, det neutralt definerede behov, der bruger fortjenesten, altså det at have gjort sig fortjent til, som natpotte. Med fare for at lyde forbandet kristen: Ingen fortjener kærligheden, men alle har brug for den til simpel overlevelse...vorden, væren og forgåen. (De kristne har nu fat i noget, og er som sådan svære at slippe).

Det er også svært at slippe en luder på Halmtorvet, der oplærer kærligheden, idet hun handler den - VI SKAL IKKE DISKUTERE HANDLEDE MENNESKER LIGE NU!!! Hun har også fat i noget, om det så bare er den slumpne kontante afbetaling. Men det er det ikke! Det er så uendelig meget mere. Kærligheden er en afklædt novice, og oplæringen er hård, men overlever den, så bliver den stærk og vis. Kærligheden inkarneres (det var de der kristne igen, nu tilbage til luderen!) med det formål at blive vis. Det skal gå galt, før man kan lære af sine fejltagelser og gøre det bedre, nuancere sin opfattelse. Kærligheden har brug for at kende ydmygelsens væsen for at holde den i skak.

Hvordan kan jeg forklare det konkret? Eller bare en lille smule konkret?
Jeg har vel ydmyget min opfattelse af kærlighed. Kærligheden er ikke længere så let for mig at definere, og alene det at berøves grænser er en slags ydmygelse.

Overlever jeg?