Suk...
Så er den sidste dag på barsel oprindet... (indtil videre)
I dag er det et halvt år siden Erik kom til...
Og det giver mig en lille knude i maven...
Ikke fordi jeg skal i gang igen...
Bare fordi det er endnu et tegn på hvor hurtigt tiden går!
Jeg synes lige akkurat jeg er gået på barsel, og de sidste 8 måneder er bare fløjet afsted...
Og hvad har jeg fået skrevet i min roman...? 20 sider... ca.
jeg.... havde... så... god... tid...
Og det er ikke engang fordi jeg har sløset alt tiden væk (enkelte dage har jeg...)
Nej, det er bare fordi min hverdag ikke er indrettet til det, med et halvstort, et mellemstort og et lille barn, der hver har deres, som de i større og mindre grad skal have hjælp til...

Nå... Det er kun syv uger, så kommer jeg hjem igen... Holder sommerferie, og har så igen tre måneder hjemme med Erik.

Og Bo skal have arbejde... Håber virkelig han finder noget... Han fik 12 for sin opgave, forresten!! :D
Jeg gruer lidt for hvad de månedlige udgifter stiger med, når først han flytter ind rigtigt. Jeg har jo ikke ville have, at han flytter adresse hertil, før han har solgt sin lejlighed, for før har han ikke råd til at betale halvdelen af huslejen her... (som bonusinformation til eventuelle nysgerrige, kan jeg sige, at vi har clearet vores situation med kommunen allerede før Erik blev født)


Jeg vil ikke narre mig selv, til at tro det bliver nemmere at få tid til at skrive, når jeg kommer hen på den anden side af sommeren, men jeg vil prøve at finde ud af, hvordan jeg får hverdagen til at hænge bedre sammen.
Til en start har jeg pakket en masse bøger, film og andre ting ned i kasser og sat det på loftet, så der ikke er ligeså mange ting, der fylder og står i vejen i vores i forvejen alt for trange lejlighed...
Men det er jo bestemt ikke gjort ved det... Og det hele kan af og til føles så opgivende, når jeg har brugt oceaner af tid på at bringe orden i ét område, og endelig er tilfreds, og så rykker videre til det næste område, kun for imens at se det første område falde fra hinanden igen....
Mit hovede er bare ikke praktisk indrettet, og jeg kæmper en allerede tabt kamp... Sådan føles det af og til...
Og jeg er jo også for verdensfjern... Jeg mener... Hvor mange gange i de forgangne år har jeg ikke forsøgt at indføre et system, så børnene har opgaver og hjælper til herhjemme af og til... Og ikke mindst rydder op efter sig selv... Men når jeg først ser, at de er gået fra sokker og trøje på gulvet, og tallerken og glas på bordet og så hvad de ellers har siddet med af legetøj, en halv til en hel time efter jeg selv har givet dem lov til at gå ud/over til nogen at lege, ja så er det lidt svært at få det til at fungere... Og jeg glemmer at sige det til dem, og glemmer at følge op på om de gør det... Og hvorfor skulle mine børn være mindre distræte end jeg selv? Og man kan jo ikke tro at nogen børn af sig selv lærer at rydde op og hjælpe til.
Og så har jeg endnu et problem mht. børnene (de store af dem altså)... et problem der stammer fra min egen barndom, hvor jeg gik i skole i en anden by, aldrig havde gået i børnehave, og sådan set ikke rigtigt havde nogle jævnaldrende at trække på... Jeg havde det skønt med mine søstre, men kunne derudover slet ikke finde ud af, hvordan man skulle opføre sig overfor andre mennesker, heller ikke jævnaldrende... Og det er kommet til udtryk i at jeg i skolen har været meget tilbageholdende, og bukket under for hvad alle andre har sagt. Jeg kunne ikke lege med nogen når vi kom hjem fra skole, for der boede ikke nogen på vores vej, og jeg kendte jo ikke børnene fra vores by. Og det har altså gjort at jeg har stået alvorligt tilbage socialt, og stadig kæmper med det...
Og så mine børn... Jeg kan jo godt se, at ingen af mine børn lider af det samme... Mit hovede kan godt sige til mig selv at den bekymring behøver jeg ikke at have... Men jeg reagerer stadig, som om de var i samme situation som jeg... Altså, når de har nogen at lege med, nænner jeg ikke at afbryde, fordi jeg er bange for at hive dem ud af en vigtig social lektion. Jep! de har nogen at lege med hver dag og har haft det siden 3-årsalderen (selvom de naturligvis var hæmmede i den tid vi boede ude på gården, og ikke havde bil), så hvad end det var for en social lektion, gør jeg nok ikke uoprettelig skade ved at få dem til at tage deres lille del af et huslige...
Og, jeg er udmærket også klar over, at den lektion de i virkeligheden nok lider mest skade af at gå glip af er den huslige... Det kan blive et meget stort chok at flytte hjemmefra, og finde ud af hvor meget arbejde der ligger i bare sådan en grundlæggende ting, som altid at have rent service at spise af, og rent tøj at tage på kroppen... (Men ok, da jeg flyttede hjemmefra, var det med et barn, og snart efter 2, de fleste har jo nogle år til at lære rutinerne før der kommer børn, og hverdagens gøremål for alvor strammer til - og ja, jeg fik et chok, og som en stor del af mine dagbogstekster bærer præg af, så er jeg endnu ikke helt kommet mig over det chok...).

Derudover... Så tror jeg måske det bliver meget godt for mig at komme på arbejde, og få lidt luft fra hjemmet... Eller rettere fra det huslige arbejde i hjemmet...
Ja... Det bliver lidt vildt at komme afsted imorgen... Men det skal såmænd nok blive godt nok :)