Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Er vi (mennesker) grundlæggende født til at slås?
Om det er i irak eller herinde eller nede i Brugsen.

Jeg fatter det ikke. Alle siger, at de er de "gode" (hvad det så indebærer), men hvis alle er gode, hvem er så de onde?
Enten er det uenighed, som går for vidt eller også er det arrogance.
Måske et helt tredje, jeg aner det sgu ikke.
Det eneste jeg aner er en eller anden vilje til at kunne kriges på een eller anden måde. en dybtliggende vilje. "hvis du pisser på min fod så pisser jeg dig op og ned af ryggen".
Og så kan vi stå der og pisse på hinanden indtil der er een der dør af urinvejsinfektion eller urinforgiftning eller......

Og her kan jeg ikke lade være med at tænke på social arv kontra miljø.
Er det medfødt eller er det det samfund vi lever i der har opforstret os forkert eller det noget helt tredje...( måske er det rumvæsener der har forgiftet os med den hensigt at vi på et tidspunkt udsletter hinanden, så de har en delvis ubeboet planet at overtage)

Min overbevisning om at vi alle er dyr, bliver bekræftet igen og igen om jeg åbner avisen eller går ind på internettet.
På eet eller andet tidspunkt vil det altid gå over gevind.
Det er ligegyldigt hvilke argumenter og værdier man har, for på eet eller andet tidspunkt kommer det hele til at dreje sig om hvem der kan råbe højest, hvem der har flest penge, hvem der er har læst flest bøger og hvem der har den største kanon.

"min far kan fyre din far...osv."
Vi tror alle at vi er toppen af evolutionen og blablabla..men er vi egentlig det?
Vi taler om gode intentioner og at vi er voksne mennesker, men det ender sgu altid alligevel i børnehave (undskyld, børnehave)sprog, hvor vi kommer op og slås om hvem der skal lege med den røde brandbil Og her er det så at de hårdtslående argumenter kommer i brug (bogstaveligt talt) og uanset hvad pædagogen siger, så fortsætter vi med at slå når hun har vendt os ryggen og er ved at skulle hive de andre børn fra hinanden.

Måske skulle vi alle have en støttepædagog, men hvem skal så holde øje med støttepædagogerne og hvem skal så holde øje med støttepædagogernes støttepædagog????

Noglegange ville jeg ønske jeg var en undulat.
Det enste de vil er at få mad, vand og kærlighed og så sidder de bare på deres pind og småpludrer over hvor tilfredse de er.
Det må være dejligt at være så simpel.

Men det bliver nok ikke så meget anderledes, fordi jeg tror at det er sådan vi er. Nogle har en kort lunte og andre en lang, men det ligger i os alle.
At ville slås. Årsagen får bare et andet navn.

forvirrede tanker fra moe