Jeg har idag misbrugt min tid. Jeg har arbejdet til alt for sent. Fuldstændigt svedt ud at jeg skulle stemme. Opgivet at nå at skrive en ansøgning, jeg egentlig havde planer om. Og så har jeg begået det skæbneironiske mesterværk, at slutte dagen med leje Benjamin Button. (Er vild med Blanchet).
Det var faktisk en overraskende ok film. Jeg synes setup'et er grotesk og har ikke gidet at se den. Men nu gjorde jeg det. Og - viser det sig - åbenbart primært for at gøre nar af mig selv.

Mine tanker kredser meget om alderdom for tiden. Om min mor. Om følelsen af virkeligt - ikke bare i dagligdagen - men i hele livet fremover, i krise, i død, i hårde tider - at skulle klare sig selv, og være sin egen stærkeste. Min søster siger nogle gange til mig, at jeg aldrig må forsvinde. At hun føler sig ensom. Jeg tænker, at hun da har både mand og barn om lidt... men måske, det netop er det, der er så skræmmende. At det ikke er en leg at få barn... og at mine forældre ikke længere kan regnes med som hendes rygdækning. Pludselig forstår jeg hendes sms'er... Hun er bange. Bange som mig, men måske ovenikøbet endnu mere bange, for hun har kastet sig ud på dybt vand. Kæresten er med... men det er meget tillid at tiltro så ungt et forhold, og hun har sikkert behov for hele tiden at vide, at der også er andre....

Mine forældre skal til USA om ikke så længe, og min far bliver pensioneret i samme hug. Jeg ønsker dem den bedste tur, men jeg kan mærke at jeg er lidt utryg ved det. Mest af alt bange for, at det vil knække mor lidt.... hun er ikke længere så ovenpå, som hun har været, og jeg er så bange for, at hun ligesom vil opleve turen som et nederlag på en eller anden måde. Hun glæder sig, så hun er ved at sprænges. Nu skal hun og far endelig på tur, og med udsigt til at de har tid til hinanden efterfølgende.... Jeg ved ikke hvad det er. Jeg er bare bange. Noget med at hun ikke er sig selv, når hun er udenfor faste rammer. Godt at far skal med. Sløve vattede seje lune far.

Min far kan fløjte som ingen andre. Han fløjter altid i bilen, og han gør det helt uden at bemærke det selv. Han fløjter 'Limelight' som efter sigende skulle være skrevet af Chaplin.

Jeg elsker mine forældre, og jeg har svært ved at se dem forvandle sig. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at slå mig i hovedet med det - for at være forberedt.