Sidder og smiler lidt. Jeg har lige været ude ved en af de utallige gravide, der også har børn.

Hende her har været min bofælle gennem fem år. Det var hende den skråsikre, der kom til at kalde min forelskelse i min kæreste gennem 6 år for 'en fiks idé' og som jeg ikke rigtigt har kunnet holde ud siden.

Jeg ved jo godt, at det var noget forbandet krukkeri fra min side. Hun vil mig det bedste... det kan bare være svært for de der venner, der har fået barn og hus, og som også omgås ham, at forstå, at jeg ikke er helt ovre det endnu. Men men tiden går og går, og på et tidspunkt vil det være gået helt over. Jeg kommer dog aldrig til at komme mig over manglende respekt for det jeg fortæller. Så lad være med at spørge... Det er sgu ikke for sjov jeg stadig døjer med fornemmelsen af tab om morgenen og drømme om J om natten. Det er dog afsindigt meget bedre nu. Tror det hjalp virkeligt meget at komme på ferie og at flytte og at føle lidt for fyr osv. osv.

Nå, men jeg holder virkeligt meget af hende også. Hun har været min sådan familie gennem store dele af min ungdom. Hendes mand er en af J's bedste venner (igen noget rod) og jeg er altid lidt bange for et pludseligt angreb af gråd, en eller anden replik om hans liv, eller om en reference til vores fortid. Men det begynder heldigvis at tynde ud med den slags historier også. Vi har alle levet så meget liv imellemtiden, som vi kan fortælle om.

Det kom afsindigt bag på mig, at det faktisk er et HELT ÅR siden, jeg har været ude ved dem sidst. Det er en af mine næreste veninder.... Jeg har åbenbart virkelig været bange for de der sorg/føle mig lille anfald.... det, og så er det nogen gange bare lidt for skævt hele tiden at være sammen med børneveninderne.

Jeg er glad for deres unger... synes det er sjovt at se dem vokse op osv. Men hvis jeg bruger en søndag på at gå tur, har jeg lyst til at trave igennem og få blodet ud i tæerne og varme i kinderne og ikke til at fryse ihjel, fordi de små poder skal samle sten... Jo det gider jeg godt engang imellem, men jeg har også lyst til det andet. Men S, sådan er deres liv og det vil du jo gerne være en del af.

Mmm. Denne weekend har jeg været med mine forældre. Forrige weekend var også en stille en. Det er fint at falde lidt ned og sådan, men jeg bliver ikke glad af det alene. Vil have sus i blodet. Om det så er af alkohol, dans, rejse eller god lang travetur, det er ligemeget. Det behøver ikke være vildt... bare sådan mere tempo. Men så må jeg jo speede up selv :)

Primær årsagen til at jeg sidder og smiler, er at jeg er glad for mine venner. Virkelig. Det er gode mennesker, med spændende ting at sige. Det er rart at snakke sammen. Og det tog faktisk kun et kvarter på cykel, selvom de er flyttet ud af byen. Og jeg vidste jo, at den her dag ville komme, den dag jeg blev irriteret og ked af det. Vidste det udemærket godt, men blev nødt til at vente på at have det ok igen.

Mærkeligt.