Jeg har lige tilbragt noget tid med to gode veninder og den ene venindes kæreste. En meget speciel kæreste.
Disse tre personer er ret så dybe og filosofiske mennesker. Når som helst kan hele 'verdens situationen' blive vendt og der kommer mange sandheder på bordet.

Jeg er lige taget derfra og mit sind er tomt. Jeg føler mig træt, overmandet og -TOM.

Der er så mange ting jeg skal tænke over i forhold til vores samtaler. Eller -lade være med at tænke over, men blot leve. Jeg tænker for meget. ALt for meget. Mit sind får aldrig ro og jeg kan ikke føle nuet.

Jeg snakkede blandt andet med venindes kæreste om mit behov for at 'go crazy' for tiden. For at mærke mig selv. Jeg fik udtrykt mig kluntet og sagde noget med at jeg godt kunne se vejen mod videre personlig udvikling i forhold til et eller andet konkret emne, men at jeg ikke ønskede at følge den for tiden. At jeg ønsker at 'være dum' og 'gøre dumme ting'.
At jeg hindrer mig selv i at udvikle mig, samtidig med at jeg siger jeg har brug for at være dum for netop at kunne udvikle mig. Det er jo helt gak-gak.

Vi kludrede trådene ud og jeg ser nu klarere hvad det handler om. Jeg kan vist se nogle sider af mig selv som jeg ønsker at udvikle i bestemte retninger, og ja -samtidig siger jeg også at jeg ikke er der hvor jeg vil udvikle mig. Jeg vil det ikke nok. Jeg nyder på en måde at være mere overfladisk for tiden.
Sagen er vist at jeg skal lære at give slip. Det jeg mener med 'at være dum' og 'handle dumt' er en trang jeg har til at 'give slip' og være 'mig'. En trang til at bryde normer og og gøre ting der umiddelbart kan virke unyttige, ufornuftige, umodne etc., men som jeg føler en glæde ved at gøre. Som jeg kan mærke mig selv ved. For jo -det handler jo netop om at mærke mig selv og skovle erfaringer til sig, og som om jeg kan mærke mig selv hvis jeg cutter alle mine menneskelige høje hjerne kvaliteter fra og blot handler 'dumt'. Det er jo egentlig ikke det jeg vil, selvom jeg heller ikke ønsker at gå ind i højere selvudviklings veje der blot vil hæmme mig mere og få mig til at 'gøre det rigtige'.
Jeg er så ekstremt præget af normer. Jeg har så tårnhøje krav til mig selv og handler altid efter hvad der er fornuftigt, modent, den 'rigtige' beslutning osv. osv. Og det er egentlig ret utroligt taget i betragtning af at jeg er vokset op i et ganske uorganiseret hjem (rodet og med materielle ting der var tildelt utrolig lav status) og med forældrer der gav mig så umådeligt meget frihed samt blot ønsker at jeg skal følge mit hjerte og gøre noget der gør mig glad.
Men en stor del af min normprægede personlighed er vel netop dannet fordi jeg fik så meget frihed (så længe de kunne se at jeg kunne klare det). For jeg kunne klare det og tog blot mere og mere ansvar på mig i takt med at jeg fik det tildelt. Altså følte jeg i en meget tidlig alder at jeg skulle træffe fornufte valg, handle modent, tage ansvar osv. Og dermed er det i dag svært bare at give slip og være og gøre fjollede ting der går ud over grænserne.

Jeg snakkede også lidt med en veninde om Matt -min engelske kærlighed. Jeg har ikke hørt fra ham i 5 dage og både min veninde og hendes kæreste siger at mænd er noget mere simple end det. Hvis han var interesseret ville han tænke på mig konstant og tjekke sin mail etc. Han ville ikke bare ignorere mig i så mange dage -også selvom han ikke er glad for sms, telefon og mail...
De har nok ret. Der er nok ikke meget at hente der....måske ikke.
Men da min mor hørte at han havde skrevet for 6 dage siden og sagt tak for blomsen jeg sendte da han havde fødselsdag, så sagde sagde hun at selv en så afslappet mail var et rigtig godt tegn. Jeg bliver sådan i tvivl.
Min veninde synes at jeg skal skrive til ham. Skrive og sige tingene som de er; at jeg mente da jeg fortalte ham at jeg er forelsket i ham, at jeg ikke vil presse ham ind i et forhold, men håber at han også kan lide mig. Og ikke mindst sige at jeg har brug for enten at høre at jeg skal glemme alt om ham eller at han har interesse i at se mig igen og se hvorhen det kan gå -altså skal jeg have nogle svar fra ham.
Jeg er stadig ikke sikker på hvorvidt det er en god idé -man har jo flere gange hørt om en part der er forelsket i flere år og at den anden så først rigtig opdager det eller er klar til at møde den første part dér, flere år efter. Og ja, det har jeg da hørt at andre har fået velfungerende forhold ud af.

Så jeg er meget, meget i tvivl om hvorvidt jeg skal skrive og sige at jeg vil have noget at forholde mig til eller om jeg skal gå i det ret uudholdelige og se hvor det hele bærer hen -enten uden at vise ham meget interesse, eller ved at fortsat vise ham min interesse med jævne mellemrum.

Well...fuck. han tænker garanteret slet ikke over det. Hvor er det bare typisk.!