Av

Tabet af én af mine kære i sandhed efterladt et tomrum. Jeg føler mig helt hul indeni. Vejret idag gør bare heller ikke situationen bedre.

Damaris Lau skrev engang:

\"Ofte nedprioriteres de sjælelige behov, til fordel for de fysiske. Det er som om vores kroppe er vigtigere. Vi stræber hele livet efter at kunne vise os bedre. Hvis vi, ene mand, kan løfte to mands arbejde, synes det ligesom at være det bedste. Men hvad sker der når man ene mand løfter to mands arbejde? Der sker fyringer, og en væsentlig udtømning af kroppens og sjælens resourcer.\"

Sjælelige sår får aldrig lov til at få den tid, og den ro det kræver at hele, fordi andre ikke kan se hvor ondt det i virkeligheden gør. Kommer der en mand med krykker, er vi mere end lykkelige for at kunne hjælpe ham igennem en dør. Kommer der en mand med depressioner, er vi pisse ligeglade, fordi vi kan ikke se det på ham.

Sjælen har altid været nedprioriteret her i vores samfund.

Idag føles det som om jeg har brug for healing, og det undrer mig, for jeg har fået en udmærket søvn i nat, hvor jeg kunne sove så længe jeg ville. For mig er søvnen altid kroppens naturlige helbredelsestilstand. for mig er søvnen hellig.
Men idag, trods det faktum at jeg er udsovet og fysisk frisk nok, har jeg ingen energi. Jeg er så træt.

Det kommer nok af min egen jagt på at kunne klare 19 mands arbejde, istedet for at fokusere. men der er så mange ting jeg gerne vil med mit liv.

Jeg ved nu at reklame og pr mand nok ikke helt er noget for mig.
Virksomhedsleder kan ske jeg aldrig bliver, men jeg har en affinitet for det. Dog er jeg mere en strateg end en egentlig taktikker, så jeg er god til at se hvilke strømninger der sker i de overordnede perspektiver, men jeg gider ikke lave noget inden for det at lede en virksomhed.
Det eneste jeg ikke rigtigt har prøvet kræfter sådan helt professionelt er coaching. Og det er skægt fordi, det er det mit hjerte banker mest for.

Her er så mit livs største problem:
Jeg gider ikke arbejde. Jeg har uendelige problemer med at arbejde med døde ting, og såkaldt idiotarbejde, er, ja, rent faktisk direkte dræbende for mit humør. Bare tanken om de tre timer om morgenen jeg imorgen skal bruge på at fylde varer op i bilka imorgen, er ved at slå mig ihjel idag.

Jeg misunder P\'s gåpåmod når det kommer til den slags spandebærer arbejde.

Det arbejde jeg gerne vil have, skal som jeg plejer at sige, ikke være et arbejde for mig. Det skal være et job som jeg leger mig igennem, og som jeg går med lette skridt til hver dag. Et fleksibelt arbejde hvor jeg gør en forskel for nogle mennesker.

Coaching synes at være den eneste kløgtige ting at gøre, og så ellers åbne egen biks som coach. Lade en revisor klare regnskabet, en advokat klare det juridiske og så ellers lade mig træne elever og medarbejdere, og skabe mit helt eget brand af coaching.
Heck I could even pull off the stunt of getting rich mens jeg gør forskellen for alle disse mennesker.

Jeg vil også gerne være økonomisk uafhængig, og lige nøjagtigt det ved jeg jeg bliver. For hver dag der går øges min egen formue, og min evne til at tjene penge. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvornår fanden man vinder det skide pengespil.

Jeg synes det er stressende at vide at jeg har lagt så meget energi i veje der ikke fører mig hen mod det jeg gerne vil. suk. Men hey, jeg var kåd, ung og dum, og det er vel hvad det koster at lære.

Det er skægt som døden sætter ens eget liv i lys man ikke havde set det igen.

Nå der er nok ikke voldsomt meget filosofisk over den her tekst. Undskyld hvis jeg har spildt nogens tid

Jakob S. Arndal
-Dagbog