Nu har jeg prøvet mine jordbær med kanel og honning...skal vi sige, at det kan anbefales ?! - kan godt lide at underdrive en kende, så det jeg mener er : styrt ned til grønthandleren og få fat på sæsonens sidste friske jordbær. Honning og kanel købes i det nærmeste supermarked. Venindens kæreste kalder slige guddommelige smagsoplevelser for orale orgasmer, og så har vi fået nogle forskellige vinkler placeret på det emne.
Nok om mad, selv om jeg elsker det. Det er mine gamle notater, som griber lige ind i den basale forestilling om noget nærende og livgivende. Skrivning er nærende og livgivende, og jeg lider i trange tider uden nye idéer eller nye kombinationer af gamle.
Notaterne er et forråd til idéudvikling og anden kosmologisk produktion. Kosmologisk produktion, kosmologisk produktion...hvordan forklarer jeg...Mit eget private kosmos må plejes og nogle gange ligefrem genskabes.
Nogle skaber skønhed i verden og hverdagen ved at sminke sig, mens andre skaber kunst til museerne, og så er der dem, som på mere prosaisk vis opretholder kosmos ved at udbedre skader - her kan være tale om sygeplejersker, når de ikke lige strejker, men også handy beredskabsfolk af forskellig slags, eller f.eks. folk, der restaurerer bygninger og andre gamle ting.
Nogle få nævnt og alt for mange udeladt. Pointen er, at jeg altså finder det livgivende og kosmologisk plejende at skrive.
I mit forrådskammer har jeg genfundet små bidder som :
Den tunge, satte varme, der stille spreder bevidstheden, så skarpe nærværende tanker fordrives af drømmeagtige billeders dorske dølgsmål...
Hm, kan dølgsmålet bibeholdes, når man ligger dér på en varm sommerdag med solen bagende på ryggen, mens andre menneskers stemmer forvandler sig fra hørte og forståede ord til lydbølgers ilinger over øreflippen ? I den situation bliver drømmeagtige billeder jo netop mere virkelige og nærværende. Men omvendt bliver de nærværende på deres helt eget sted mellem bevidsthed og opløst bevidsthed.
Jeg elsker idéen om, hvordan vi alle hver dag kommer rundt i bevidsthedens forskelllige afkroge, og her er den tunge, mætte varme årsag til den indre rejse, om man vil.
Det er sjovt at bruge gakkede vendinger, som f.eks. det uanselige levned, hvis man taler om en stakkels skæbne. Det fornyer på en gammel måde. Jeg sender heller ikke sms til min mor og søster, jeg transmitterer. Og så er det aldrig meningen, at det ikke er meningen. Hvis det ikke er meningen, så bruger jeg vendingen : det var ikke helt tilsigtet.
Eller hvad med vorden, der vil være og derfor forgår ? Vorden vil være, altså, den vil være til, og ikke være vorden mere. Hvis vorden ikke vil være vorden mere - hvis vorden overhovedet kan være i sin egenskab af vorden - så må den forgå og blive til (væren), men bliver man til, forgår man også på et tidspunkt. Væren forgår, og spørgsmålet er, om forgåen forgår og bliver til vorden på ny.
Corny circle ! Kan man sige, at det ufuldendte er det, som endnu ikke er forgået ? Skrot de gamle guders perfekte status af evig eksistens. Det rykker kun, hvis man har været hele møllen igennem !
Griner, jeg har såmænd også nogle vampyrbilleder på lager. De må betragtes som en fase, jeg er kommet stille og roligt igennem. Men de kan ikke sådan undsiges, for de har haft deres betydning, og de har skubbet mig videre. Det var så dramatisk :
Det dødelige favntags ensomme fryd nærede moderligt misundelsens bydende vilje til hævnagtig trods mod menneskets forjættet naturlige og uspolerede dødelighed - det er derfor vampyrer dræber !...
Dramadronningen forlader mig nok aldrig helt, men nu skriver jeg ikke om vampyrer mere. Nu undgælder jeg for hendes tilstedeværelse ved netop at bruge ord som undgælde. Et lidt anderledes ord, når jeg nu kunne bruge vendingen : at bøde for. Og lidt mere dramatisk.
Jeg var også bedåret af sirener og dødebrød :
Sirenen deler ud af døden, som hun triumferende har vundet tilbage fra Dommedagen.
- Spis dit delikate dødebrød, og hold døden fra Dommedagen, for den er en gave fra mig og må ikke vanæres !...
Nå ja, og så var jeg allerede den gang bedåret af døden - en bedårelse, mange skrivende hengiver sig til.
Dødebrødene er en idé, jeg fik fra en læsning om Mexico. Det var vist en notits om Pan de Muerto - de dødes brød - der bruges ved fejringen af de dødes dag.
Hvilket fører mig til dagens kannibalistiske sakramente, som jeg i nærværende anledning vil døbe Sammenskudsgilde. Naaaaadver mine online ulve...
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.