Veninde og jeg flottede os igår. Spiste lækkert mad på vinbar udenfor. I nedgående sol. Det er meget meget atypisk mig at gøre sådan noget, men det var dejligt.

Anledningen var at min gamle bofælle havde afleveret sit speciale. Hun har skrevet i 1,5 år og har været gået ned med sygdom og migrene adskillige gange i processen. Hun får helt sikkert også topkarakter. Og hun har lige fået job. Tillykke søde søde bofælle! Nå, men bofælle endte med slet ikke at komme, fordi hun ikke kunne nå det. Vi skulle til noget koncert bagefter.

Så homo-tøs og jeg, der er begyndt at være meget sammen igen, gik ud og flottede os sammen. Det var dejligt. Jeg fik også min speciale-karakter at vide igår. Ikke noget himmeråbende. Ren og skær Mette Medium, men det var jo at forvente efter en to-mdr's præstation. Jeg er sgu egentlig ret stolt af at det lykkedes på den måde overhovedet.


Efter solnedgang og alt det hyggelige kom vi hen til de andre. Larmende musik, hvilket var generende, for i virkeligheden havde vi alle bare lyst til at snakke. Jeg nåede at blive irriteret på bofælle. Noget med at.... åh, det er lidt svært, jeg orker næsten ikke at skrive det. Men noget med at jeg med vilje har ladet mig slappe af, være langsom med den sidste del af studiet, give slip på den pæne pige og alt muligt, for at give plads til J og hans liv.

Og idag er rollerne vendt, og jeg føler mig sgu lidt tom og sådan... snydt.

Og gamle bofælle responderede ved at sige alt muligt med, at han da også har givet mig en masse, at jeg har oplevet en masse i den tid..... Noget med at vi alle kommer til at være i J's skygge.... og ÅHRRR jeg gider ikke høre noget om nogens skygge.

Jeg er FUCKING min egen, og er på ingen måder klar til at sidde og snakke taknemmeligt om ham, der vil se mig, fordi at han 'ikke kan holde koncentrationen' i en telefonsamtale. (En gang HØ!) Jeg har ikke lyst til at se ham, fordi jeg ved, det stadig gør ondt. Og han skal ikke have kreditten for at jeg er blevet grafiker, og ikke have krediten for alt, hvad der har med mig at gøre. Jo han har givet mig, at jeg fik lov til at opleve mig selv som kvinde og en meget forelsket en af slagsen, men så får han heller ikke mere. Kunne mærke at jeg blev så irriteret. Frygteligt irriteret og ked af det. Det var bare slet slet ikke det jeg havde brug for at høre!

Her er hvad jeg havde brug for at høre: At jeg trods, at J altid fyldte utroligt meget, alligevel formåede at lave og udføre mine egne ting sideløbende, og det er en præstation i sig selv.

Her er hvad jeg har brug for at høre: At jeg ikke var i nogen skygge, men at jeg var det bløde element sammen med J, og at det gjorde samvær med ham, når vi var sammen, rundere og mere sympatisk, mindre spottende.

Her er hvad, jeg har brug for at høre: At jeg på ingen måder er gået istå, men har udviklet mig en masse i de år.

Her er hvad jeg har brug for at høre: At det er tydeligt for enhver, at J også har udviklet sig en masse de år, vi var sammen, og han i nogen aspekter så lille ud i forhold til mig.

Åh, jeg sidder helt og græder nu. Jeg bør ikke lade mig gå på af det. Hun har sikkert ment noget andet. Jeg snakkede ikke ondt om J. Jeg fortalte hende bare om nogle ting, jeg havde ladet give slip på, og at jeg nu følte afsindig trang til at bevise mig selv i en eller anden sammenhæng. Og så kom det der med at stå i skyggen og taknemmeligheden tilbage i hovedet på mig.

Så så frøken. Lad nu være med at græde. Du er en god pige. Og J er en god fyr, det er slet ikke det, det handler om. Jeg har bare brug for at være stolt af mig selv, og det er jeg ikke..... jeg er så lille lille bitte.

Hurra, idag er det J's fødselsdag.
Tillykke til ham. I guder, hvor jeg savner os, da vi havde det sjovt og dejligt. Jeg savner ham, som han var.... ikke det stikkende pindsvin, der er i den anden ende af telefonen. J er død. Og én, der kender alle min bedste venner holder fødselsdag i aften. Men det er ikke J.