Har haft en meget lidt ophidsende weekend.... og er egentlig lidt ked af det. Fredag aften havde jeg ikke lige fået aftalt noget, og igår var veninden for træt, og jeg orkede ikke at lave desperat sms-storm. "Specialet har godt af, at jeg bliver hjemme", tænkte jeg. Og det er jo også sandt.
Er lidt sur på mig selv over at lade mig gå på af det, men jeg er simpelthen så restløs for tiden. Lever i en glasklokke, selvom jeg gør en dyd ud af at lave noget med andre hver dag, så længe jeg skriver.
Jeg har lyst til at danse og drikke, tage til vilde koncerter, kaste mig ind i folkemængden og komme ud med en lille skramme på kinden, alkohol og adrenalin dunkende rundt i blodet og glæden boblende inde i maven. (Er jeg i virkeligheden alkoholisk tenderende? - Synes aldrig livet er rigtigt sjovt uden - tror jeg?)
- Igår var jeg med søster med børn
- i torsdags var jeg med veninde og hendes barn
- og i aften skal jeg ud til veninde med hendes barn...
Jeg er vild med dem alle sammen, synes børnene er rørende og vildt sjove, og jeg elsker veninderne, som jeg har kendt det meste af livet og som egentlig laver spændende ting. Det er ikke det...... Men, jeg KEDER MIG!!!!!!!! HELT VILDT.
I øvrigt har alle de veninder med børnene fået dem med min gamle kærestes bedste venner. (De mødte hinanden til nytårsfester og andre fester her hos mig, selvfølgelig). Når vi er sammen, er det også ofte sådan en gymnastisk øvelse med at undgå at snakke om... ja, i virkeligheden alt hvad vi har haft tilfælles de sidste 6 år. Det bliver selvsagt nogle gange lidt kryptisk. Vi snakker mest i nutid og fremtid. Jeg orker ikke føle store stik i hjertet over fortiden mere, hvilket jeg alligevel ville komme til, hvis vi rigtigt gik i kødet på den. Har sagt, jeg intet vil vide om deres omgang med ham nu. Det respekterer de, og det er dejligt. Men, den gamle kæreste var sådan en knald-generator, og alt hvad de laver, der er fedt, det har de sgu lavet med ham. Irriterende for dem ikke at kunne dele det med mig, men fungerer lettest for mig sådan. Hvis jeg skal vide noget om ham, skal det komme fra ham, og så har vi også lidt at snakke om engang imellem, uden at det bliver sådan væmmeligt forhørs agtet. Det bliver sikkert anderledes over tid. Eller, det skal det. For også følelserne og hele den her problemstilling KEDER MIG!
Bliver nødt til at finde nogle nye mennesker, det gør jeg altså.
Det er ikke de uintilligente, der keder sig, tror jeg... det er de modløse.
Og jeg tænker, at når jeg er kommet igennem denne her skriveperiode (det skal jo være en lille smule kedeligt at sidde på sin flade alene hver dag, så hold nu op med at brokke dig frk.), så skal jeg til at være lidt modig. Som modig tør man blotte sig for nye mennesker, tage alene til fremmede lande og finde hoved og hale på livet der, man tør lade sig indgå i helt nye samarbejder og lade briste eller bære osv.
Jeg skal være modig, når jeg om lidt er blevet færdig....det tror jeg også godt, jeg kan. Puh hvor jeg glæder mig. Synes livet er skræmmende glansløst for tiden.
Hyggede mig nu med de små igår, lavede en bamsevideo til søsters treårige med hans enestående (skræmmende god kvalitet) bamse, der er blevet brugt hver dag, slæbt efter den trehjulende over fliserne, har været med i mudderet osv., den har vist været i vaskemaskinen ligeså jævnligt som mine cowboy-bukser og den har være ved min tre-årige nevøs side, lige siden han blev født. Filmen skal han have på mail idag. Rørende at se, hvordan han knuser den helt lille. Det er blevet sjovt at lege med ham, efter han har lært at snakke... jeg griner rigtigt med ham. Det troede jeg ikke man kunne med et lille barn. MEN alligevel; JEG KEDER MIG!
Var efterfølgende på udstilling på Sofienholm. Utroligt flot sted, mange mennesker, og med søde venner... MEN ALTSÅ, JEG KEDER MIG
Måske er jeg et utaknemmeligt skarn. Ved jo godt at det er op til mig selv det hele - er også fortrøstningsfuld... hvis jeg lige tager mig sammen. (TAG DIG SÅ SAMMEN!)
Jeg glæder mig helt vildt til at skulle på arbejde igen, til at den nye bofælle kommer hjem fra Sverige, til at være færdig, til at blive rigtigt lettet, til sommer, til at være modig i en masse nye sammenhænge....
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Modige keder sig ikke... er publiceret
20/01-2008 12:07 af
Pletfrit Sind.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.