Da jeg steg ud af bilen begyndte jeg med det samme at se mig over skulderen og i det hele taget lade øjnene vandre rundt hele tiden efter nogle, jeg kender. Jeg havde en historie parat – både en før og efter indkøb, således at jeg ikke skulle afsløre noget…

Jeg prøvede at gå naturligt over torvet. Tror ikke helt det lykkedes, for det er svært at gå ”naturligt”, når man konstant tænker –ej, sådan her ville jeg ikke gå normalt. Går jeg for hurtigt nu. Nej, nu går jeg for langsomt – ja og så samtidig se alle andre steder hen, end lige hvor man går.

Det resulterede så også i mindre pinlig episode. *host*.. Vi har sådan noget springvand-agtig noget på vores torv. Af den slags hvor der kommer en stråle op af fortovet for så at gå i stå i to minutter – og så kommer der en ny stråle. De er ikke markeret på nogen måde – andet end et lille hul i fortovet, som man ikke kan se, medmindre man stikker snuden helt derned til det…
Nu gik jeg jo så og kiggede alle mulige andre steder hen end lige foran mig. Så dem havde jeg sgu ikke lige opdagede. Lad mig sige med det samme, jeg blev ikke ramt, men jeg blev så overrasket over den skide stråle vand, der sprøjtede op lige foran mig, at jeg udstødte et kæmpe ”HVAD FANDEN” og al håb om anonymitet ligesom forsvandt lige der…

Jeg kiggede mig om – kunne heldigvis ikke se noget jeg kendte, men jeg fik over røde ører, og var ved at dø.

Jeg kom da hel over torvet og sneg mig ned af gågaden langs alle forretningernes vægge som en anden spion. Heldigvis lå mit bestemmelsessted ikke langt nede i gågade. Jeg møder en jeg kender lige uden for døren. Jeg går lidt i panik og udstøder er halvkvalt ”hej”. Heldigvis går han videre.

Jeg ser mig om til begge sider, og forsvinder så let og elegant ind i forretningen. Der er kun tre andre derinde. Det er da til at overskue – og jeg klapper lige mig selv på skulderen for at jeg er taget så tidligt af sted. Der er ingen jeg kender.

Jeg leder efter det, jeg er kommet for at købe. Jeg kan ikke finde det – ville for alt i verden ikke spørge. Det ville tage for lang tid, og jeg ville nogensinde kunne flygte, hvis en forkert person kom ind. Nej – I was on my own.

Jeg ledte alle hylder igennem. Og der var den. Aller øverst oppe. Selvfølgelig. Det er jo klart.. Jeg forsøger at nå den. Jeg strækker mig og kan lige få det absolut yderste af fingerspidserne op på den. Den giver sig på hylden og .. den falder.. Jeg ser den har retningen mod mit hoved, men jeg får heldigvis grebet den uden nogle opdager den umiddelbare fare, jeg lige et kort sekund var i. Det ser ikke ud til at nogen af dem i forretningen overhovedet ser i min retning. Pyha…

Jeg går op til kassen – og får betalt. 300 stive kroner. Men de er godt givet ud. Jeg er nu den lykkelige ejer af ”politikens graviditetsbog”. Mit første indkøb i forbindelse med min graviditet… Da forhåbentlig ikke det sidste…