TV-Avisens nyhedsvært håbede forleden på snarligt forår. Det gør jeg ikke Det GØR jeg ikke. Det gør JEG ikke.
For første gang i hele mit liv, har vinteren ikke været mere ønsket, end den er nu. Fri os for sommerens hvepse-, flue og edderkoppeplage!!
Lad os da få 14 dage med hård frost og noget mere sne. Gerne iform af snestorm, der lukker hele landet ned og spærrer selv de store veje og broer. Jeg vil have vinter vil jeg.
Er skræmt over dette og sidste års vejrforhold.
Da jeg var barn, frygtede jeg dræberbierne, som vi fik fortalt, ville komme. De kom dog aldrig. I hvert fald ikke til Danmark.
I teenageårene frygtede jeg, at 3. verdenskrig ville bryde ud, pga Golfkrigen. Nu er diktatoren henrettet og regimet i kaotisk opløsning. Nu er der truslen om terror, der hviler over mangt et vestligt land.
Dette frygter jeg også. Ikke fordi jeg går og tænker over det hver dag, men ingen kan længere vide sig sikker.
Det, der også gør mig bange, er følgerne af den globale opvarming, som vi for alvor har mærket i dette år og i de sidste måneder af 2006.
Pludselig får Shu-Bi-Duas "Costa Kalundborg" en helt ny betydning. Nu er vi sgu midt i det!
Hørte i en nyhedsudsendelse, at vi måske slet ikke vil opleve frost om 50 år.
Det er en noget anderledes verden nu. Nu er jeg selvfølgelig blevet voksen (delvist da! ;)) og får den linde strøm af nyheder dagen lang, men alligevel er der sket en udvikling. En udvikling, som kun guderne kender det endelige udfald af.

For ikke, at afslutte dette dagbogsindslag med pure dårligdomme, så må jeg da sige, at jeg kneb en lille tåre og blev rørt i lørdags, under melodi grand prix.
På scenen stod ingen ringere end Take That. Back for good...
De er blevet modne mænd nu. Er ikke længere det unge boyband, der fik de unge pigers hjerter i brand og gav vandskader her og der.
Dengang i 1993, hvor jeg købte alle de amerikanske og britiske popmagasiner, så jeg billeder og plakater af dem. Synes de var hamrende lækre. Hørte først deres musik længe efter og kunne lide det. Så var jeg solgt.
Jeg var 18 år og var fuldstændig besat. Væggene var tapeserede med plakater af dem, sammen med plakater af Guns'N'Roses og Patrick Swayze.
Jeg fik galoperende hjerte, når jeg hørte deres musik i radioen og blev fuldstændig sindssyg euforisk, når de viste sig i tv. Fanfeberen var over mig. Jeg ville møde dem og alt muligt.
Favoritten var dengang Mark Owen, har aldrig synes Robbie var noget særligt. I dag er det ham, der har den største karriere og han har formået, at løsrive sig fra sin fortid i det mest populære britiske boyband siden The Beatles.
Sidenhen dalede interessen og min musiksmag ændrede sig drastisk, da jeg mødte folk fra metalmusik miljøjet og stiftede bekendtskab med alt, hvad den genre indbefatter.
Jeg kan huske, at jeg så en video med Mark Owen på MTV og var færdig af grin. Der var jeg selvfølgelig også monster-skæv!
Dog har jeg mødt andre af mine forbilleder, men det kan jeg fortælle om en anden gang og det vil blive første gang andre, end mine nærmeste får nys om det.

Ja, tiden går. På mange måeder føler jeg mig ung igen og det kan jeg takke de nye ansigter i min omgangskreds for.

I dag står den dog på kaffe, babysnak og venindehygge. :)