Det er 10 dage siden, jeg har skrevet sidst. Jeg har dog ikke kunnet leve uden at få mine tanker ud. Jeg har skriblet ord ned på løse papirer i 10 hele dage, og mine tanker har været tunge og nedslidende.

Her hjemme er min internetforbindelse dyr og langsom, så jeg gider ikke rigtig bruge den, men jeg tjekker min mail en gang i mellem (bare fro at føle mig lidt social) - også ender jeg også her.

Der var kommet nyt fra Jessica, min tyske veninde, jeg mødte i USA, der stadigvæk er derovre, til forskel fra mig.
Hun blev smidt ud af sin værtsfamilie kort tid efter, at jeg flyttede fra Pats hus.
Pat er vores Regionale koordinator, og hun får os udvekslingsstudenter boende i hendes hus, hvis vi får problemer med det andet sted vi boede.

Jeg ærger mig over, at Jessica ikke blev smidt ud, da jeg var i USA. Jeg ved godt, at det er en ren taktik fra Bonnys side (Jessica's værtsmor, min rådgivningsperson). Bonny gjorde alt, hvad der var i hendes magt, for at holde os adskilt til sidst. Desværre havde hun meget mere magt derovre, end vi to fremmede europæriske teenagepiger kunne få.

Jeg ville nu gerne have boet med Jessica til sidst, for så kunne jeg have fået sagt ordentligt farvel, eller endnu bedre - vi kunne have fundet en løsning sammen. Når jeg kigger tilbage nu, ville jeg ikke tage tilbage selvom jeg fik muligheden - men jeg føler, at jeg har svigtet Jessica.
Jeg er glad for, at det hele er overstået for mig, men jeg er stadigvæk totalt forstyrret af alle de ting jeg var igennem.

Jeg lod det varer for længe, uden at jeg fik andre til at blande sig. Jeg synes jo selv, at jeg er 17 år og en stor pige, men selv en voksen kan have problemer så store, at de skal have hjælp, og det er en svær situation at stå alene på den anden side af jorden.

Jeg ser utroligt meget fjernsyn for tiden, jeg laver næsten ikke andet. Et af de programmer ser er 'attention mobning', jeg kan sammenligne mobbeofrenes ødelagte selvtillid med min egen. Jeg hørte på så meget lort, da jeg var derovre, og på en eller anden uforudsigelig måde, er jeg begyndt at tro på, at noget af det er sandheden.
Jeg har aldrig prøvet at være så magtesløs, som jeg var derovre.

Tilbage til Jessica: Hun har ikke internet, der hvor hun bor nu, så vi kan ikke kommunikerer så meget! (Om jeg fatter, hvordan verden løb rundt uden internet og mobiltelefoner engang?!)

Jessica er flyttet fra Pat, hun bor hos en enlig mand med en pige på 11 år nu. Hun skrev ikke så meget om hvordan det er at bo hos dem, hun forklarede mig mere, hvad der er sket siden jeg kom væk.

Anders, den svenske dreng, der boede sammen med Jessica, tager hjem til Januar. Jeg ved ikke hvorfor, og det irritere mig så meget!
Til forskel fra mig og Jessica, affandt Anders sig med den meget stille og rolige tilværelse.
Han lagde til at sove, når han kom hjem direkte efter skole, og så stod han op til aftensmaden, lavede lektier og gik i seng igen. De havde ingen problemer med ham, for han krævede ingenting.
Måske så han hvad mit og Jessicas oprør gik ud på og hvad forlangte, men hvis jeg havde vist, at det hele kunne ende i en praktisk talt tvungen hjemsendelse, så havde ikke gjort oprør - på samme måde, hvorfor skulle han kopiere os?!

Måske har Bonnys familie bare fundet ud af, at de ligesom min gamle værtsfamilie ikke skal have udvekslingsstudenter, og har bedt ham om, at tage hjem til januar.
Jeg tror i hvert fald, at det var sådan cirka allersidste gang, at de havde europæriske piger i den by.. og det er jo glædeligt for alle de kommende elever.
_______________________________
Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at lave noget. Jeg har ladet det ene tv-program efter det andet skylle ind over mig. I pauserne mellem de gode programmer, er jeg vandret forvirret rundt, set ud af mit vindue, hvor skyerne hænger tungt, og det har forekommet mig, at det har regnet konstant de sidste 2½ uge.
Jeg er forvirret over, at jeg har forsat en komplet underholdningsløs tilstand herhjemme. I USA havde jeg ikke en mulighed for at komme væk fra huset - her skal jeg bare bevæge mig 8 minutter, så sidder jeg i en 25-minutters bus til København, og jeg kan gøre hvad jeg vil.

Jeg føler mig som en stor fiasko, og jeg tør ikke gå uden for en dør. Jeg vil ikke vise verden mit grimme fjæs og humør. Jeg plejer at give solen en grund til at skinne, og mine venner et hysterisk grineanfald eller en fantastisk oplevelse. Jeg har altid været meget social, og jeg er aldrig alene. Nu er jeg alene, i selvskab med mig selv, og når jeg ikke kan holde mig selv ud, hvem fanden kan så?!

En af dagene endte jeg alligevel med min gamle bedste ven. Vores verdener er totalt forandret siden sidst vi for alvor havde tid til hinanden. Deprimeret og ussel som jeg følte mig, gav jeg ham ikke noget af min verden, jeg lyttede kun på hans. Det lykkedes ham dog, både at få mig ud af døren til en grillbar (wow! og jeg som er stoppet med at spise andet end frugt, nødder og cornflakes uden mælk, jeg spiste nu heller ikke noget, men jeg var uden for min dør). Senere tog jeg med helt op på hans kostskole et sted i Nordsjælland.
Jeg fik en aften med sprut, hash og nye bekendtskaber, men jeg kunne mærke at den ustyrlige bitch, der engang var mig, men som jeg efterlod, da jeg tog på efterskole i 2005 (!), var inde i mig et sted.

Jeg har ikke besluttet mig for, at blive bitch igen, men på den anden side, så er en personlighed som bitch bedre end ingen personlighed. Desuden er livet så sjovt med ham, og hans nye soulmate Regitze passer mig fint..

Jeg troede, at jeg havde fået det bedre, men så søndag aften sagde min mor et eller andet, som startede helvede. Jeg krøb helt ned under dynen igen, og jeg græd mig selv til en hovedpine på størrelse med Maryland.
Jeg forsvandt ud af vores hoveddør, som jeg smækkede meget hårdt. Jeg gik, med tårene løbende ned af kinderne, mod min fars lejlighed. Jeg havde brug for en voksen, der ikke var min mor.
Da jeg kom derned, ringede jeg på dørtelefoen, men han åbnede ikke. Jeg havde lyst til at skrige, men i stedet for, gik jeg om på hans parkeringsplads. Jeg så at hans bil holdt der, så jeg vidste at han var hjemme. Jeg gik om og ringede på igen og igen, tilsidst kom der en fremmed mand og lukkede mig med ham ind i opgangen. Jeg var helt oppe ved min fars dør, og jeg kunne hører, at han gik rundt derinde, men han åbnede ikke døren.
Jeg er så vred, og han skuffer mig altid, men jeg vidste også, at han ved hvordan det er, at have en sort dyne trukket ned over hovedet. Min far er mere svag end min mor. Min mor er chef, og jeg har aldrig oplevet hende rigtig vred, ked af det eller endda bare glad. Jeg havde brug for en, der havde forskellige følelser.

Da jeg kom hjem, lå min mor på sofaen og græd. Hun var så bange, for hvad jeg kunne finde på, at gøre ved mig selv.
Jeg syntes, at hun fik drejet hele sagen fra mig, der har det af helvedes til, til hende igen, det handler på en mærkelig måde altid om hende.
Jeg blev både rigtig sur og ked af det, men jeg sad bare ved siden af hende i nogle timer...

Den nat fik jeg et ansvar over på skuldre, og jeg fandt ud af, at jeg ikke kan blive ved med at såre mine omgivelser ved ikke at være på toppen.
En pige, der altid har klaret sig selv, og altid har nået skyhøje forventninger - jeg kan ikke være svag, det er min værste frygt, at folk kun kan se mig som en sjov person, der kan løse deres problemer, hvad med mig? Hvem skal hjælpe mig, når jeg er nede!

Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der slog mig ud af kurs, men min næste løsning er på vej..
_________________________
Gennem utalige samtaler med min mor, er vi blevet enige om noget ret usædvanligt for os. I denne weekend tager vi til Paris. Jeg skal på afstand fra min virkelig for at komme igang. En tur til Paris, hvor jeg skal stå op hver dag, for at se byen, men alligevel ikke skal stå til ansvar, er en god ting.
Jeg tror virkelig på, at det kan få mig videre.
Jeg har sågar vasket tøj i dag, og det er en stor ting for mig.. hvor sørgelig det end er...