Ad en dårlig dag jeg havde i går. I dag skal det være bedre.

Det var som sådan med rimeligt godt humør og mod, at jeg tog fat i dagen. Jeg skulle hjem til MH og ordne hendes lejlighed og guleroden (foruden de 100 kroner for flere timers hårdt rengøringsarbejde) var at jeg kunne få lov at klare mit vasketøj.

Spændende…

Nå men hyggen er der altid når jeg vimser rundt mens MH på ny roder der hvor der lige er gjort rent. Vi snakker om alt muligt…mest om hende men sådan har det altid været.

Aftenen stod på sofahygge med LH. Vi har ikke haft sådan en aften længe og jeg glædede mig lige pludselig til det hele!

Det er så lige indtil at hun skipper mig til fordel for en bytur. Tragisk!!! Det gjorde ondt på mange flere måder end den almindelig følelse af at blive brændt af. Hun forklarede det sgu ikke engang til mig, nej hun sagde faktisk ikke en skid. Jeg måtte finde ud af det selv.

Jeg hidsede mig op og satte mig selv i meget tydelig karakter. Jeg pointere modent men bestemt at hun sgu måtte lære at prioritere eller i det mindste opføre sig ordentlig over for mig. Hun måtte behandle mig med respekt….bla bla bla….NEJ JEG SAGDE INGENTING!!! Jeg lod den bare glide af og blev rigtig ked af det.

Det var så hvad det var men min gode følelse ændrede sig hurtigt. Jeg er for skrøbelig og det irriterer mig. Savnet til L, følelsen af at rende rundt og gøre alt muligt for alle andre uden at få noget igen og tanken om at være lige gyldig og bestemt ikke interessant nok til at spendere en lørdag aften på, gjorde mig ked af det.

Alle mennesker blev lige pludselig dumme og utilregnelige. Verdenen blev et dumt sted….arhhh hvor havde jeg egentlig ondt af mig selv.

Men folk ER sgu sig selv nærmest og selvom det lyder enormt bittert, lader det til at man må skabe sin egen tilfredshed UDEN at gøre sig afhængig af ens omgivelser.
De få mennesker som jeg virkelig stoler på og ved er der for mig uden jeg behøver at trampe i gulvet, er for langt væk lige nu. Mor i Uha-uha, Mims på Sydsjælland, ”Søs” i en by langt væk og L…på søen.

Så jeg skyndte mig hjem, startede med at gå en tur og fik raset de dumme følelser på afstand, tændte en milliard stearinlys, lavede te og hyggede mig bag lukkede døre. Selvmedlidenheden forsvandt og jeg fik en god aften trods alt.


I dag skal på 8-9 timers arbejde. Her møder jeg igen ”man er sig selv nærmest” og jeg har i dag tænkt mig, at fortælle at jeg stadig gerne vil arbejde men ikke disse lange dage. Jeg har nu et fuldtidsstudie, en trold i maven og døjer med en træthed der simpelthen ikke tillader min krop at arbejde så hårdt så længe. Grunden til at også føler mig dårligt behandlet der, er at cheferne jo faktisk er familie…L’s familie men jo også min nu. Stadig bliver der absolut ikke taget hensyn til nogen.

Men bare for i dag, må jeg bide i det sure æble og klø på. Jeg vil gå og tænke på hvad jeg ville gøre hvis jeg vandt i Lotto.

Ja hvad ville jeg egentlig gøre?