Begravelsen var hård, men smuk og et eller andet sted er det bare som om det kommer et symbolsk form for låg på efter en begravelse...

Jeg var så rørt da Benjamin aftenen inden skrev: "Er det okay jeg kommer i morgen til begravelsen?"

Nu havde jeg Ck, Dicte og Benjamin - der alle selv havde tilbudt at være der. Ikke så meget for min mor - men for mig.
Med de venner jeg har, kan jeg aldrig falde helt...!

For det betød virkelig alt for mig at have noget der.
Camilla havde sin kæreste Mikkel at støtte sig til. Jeg havde ikke rigtig nogle.
Nu havde jeg 3.

Jeg havde fortalt Ronni fra Købmanden at hun var død.
Fordi hans bror døde for 6 år siden. Også af kræft.
Samtidig havde jeg bedt ham ikke at fortælle noget til Claus, eller de andre der løber med sladder...

Da jeg kom ind i købmanden, iført sort blazer, mørke jeans og vandfast maskare - piftede Ronni ved synet.
Men så var det han huskede hvad jeg skulle netop denne lørdag - og gav mig et knus. (!!!!)
Claus stak hovedet ud fra baglokalet "Hej, Rikketøsen!", og Ronni hviskede: "Jeg siger ikke noget...!"

Tror det var der´jeg tænkte at jeg måske godt kunne date Ronni, selvom han er lidt ung...

Camilla og Mikkel hentede mig kort efter, og vi kørte ud til min far.
Jeg var ved at tude da jeg så at alle naboerne rundt omkring havde deres flag på halvt...
For min mor!
Det var hårdt, men samtidig utrolig rørende!

Min far åbnede døren i en afvasket sort T-shirt, mens han spurgte: "Kan jeg godt have det her på?!"
Bagefter kom spørgsmålet; "Skal der dækkes nogen form for bord inden vi kører?!"
(Øhm.. JA! Der kommer cirka 50 mennesker med hjem efter begravelsen - måske det er en god ide! Ved ikke hvordan han skal klare sig.. manden er jo hjælpeløs!)

Vi fik dækket bord, og afsted mod kirken det gik..

Da vi kørte ind på P-pladsen fik jeg kuldegysninger af synet af alle de mennnekser der forlod deres bil klædt i sort, og med et sorgmodigt ansigtsudtryk...

Helt galt gik det, da vi trådte ind i kirken.
Det var så...mærkeligt.
Kisten var utrolig flot, og mængden af blomster på gulvet ikke til at tælle!
Camilla begyndte at græde, og min far trak hende væk - mens hans omfavende hende...

Selv måtte jeg ud! Væk der fra, og samle tankerne. Mødte Dicte på vej ud, og fik et varmt knus som var tiltrængt.

Stillede mig foran kirken og røg, og pludselig kommer Ole og Annegrete gående.
Ole og Annegrete, der skulle være på sommerferie (???)
De havde rykket deres ferie, for at give vise den sidste respekt...

Ck kom i samme øjeblik, og spurgte: "Er du okay?"
"Nej!" fremstammede jeg, og omfavnede hende mens tårende løb ned af min kinder...

Tjekkede min telefon. Mette og Natalie havde skrevet de sødeste beskeder.
"Alle mine tanker går til dig i dag, Rikke. Selv himlen græder.."

Jeg kiggede på regenen, og blev enig med mig selv om at det egentlig var perfekt vejr til denne begidenhed..

Min søsters bedste veninde kom, fuldstændig opløst.
Og min far brød grædene sammen midt på gulvet, da han så at de venner der bor helt i Sverige også var kommer....
Det betød så meget at der var så mange..

Da Benjamin kom, gav han mig også et varmt knus - og klokken nærmede sig 11.

Stilheden var dræbende, indtil kirkeklokkerne slog.
De sendte en gysen igennem mig, og min søster begyndte at græde fra stolen ved siden af min...

Men det var så smukt. Salmerne, talen, det store antal af fremmødte.
Det dryppede ned på kisten fra et lille hul i loftet, og min far hviskede;
"Det er mors tåre..."

Min far? Min far! Min far,kom med et udsagn af den slags..
Det er aldrig sket før, og vil sikkert aldrig ske igen.
Men dejligt, var det...

Selv havde jeg nok kontrol til at græde lydløst, med tåre der løb stille ned af min kind..
Dvs lige intil det hele var slut, og orglet spillede "Om lidt bli´r her stille"

Der tudede jeg. Som i; hulketudede unden at stand til at stoppe igen.
Bag mig kunne jeg høre folk gøre det samme..
Min far tog min hånd, og knugende den hårdt og kærligt.

Da orglet havde spillet færdig, skulle min søster, min far og jeg op og ligge en rød rose på kisten.
Min far lagde først sin. Derefter kom vores, og i samme sekund vi havde sluppet den grønne stilk - omfavnede Camilla og jeg hinanden og græd sammen.
Tror vi havde stået der endnu, hvis ikke min har havde hevet fat i os, og sagt; "Kom, pigerne"

Da vi igen så rundt i kirken, havde alle rejst sig.

Det var en steming af fredfuldthed, der overstrømmede mig da jeg 10 minutter senere sad i Ck´s bil, sammen med hende, Benjamin og Dicte.

Gravøl hos min far gik fint. Men kun fordi mine venner var der!
Dicte sørgede for kaffe, og vi holdt os pænt i køkkent mens stuen var prop fuldt af mennsker i sort tøj, og med grædeøjne.

Det var underligt at være derinde. I stuen. Folk byttede konstant om på Camilla og jeg.
(Jeg HADER at blive kaldt min søsters navn! Det sker SÅ tit!)
Men det er bare ikke lige ved den lejlighed, man stiller sig op og siger:
"Ja, jeg er så Rikke! Gamle senile nar!"

"Du har din mors smil!" sagde en mand jeg ikke vidste hvem var. Og jeg ved han har ret. Det har jeg - og det er så dejligt at have,nu hvor hun er væk...

Der var en mand, der lignede Anders Fogh HELT vildt!
Ck gispede og hviskede: Fåååck, jeg troede lige det var Anders Fogh! Jeg nåede lige at tænke at din mor da vidst havde en ret vild omgangskreds, inden jeg så det var bare en look alike.

Jeg grinede, og pegede på hovedøren: "Nejnej, bare vent.. Om lidt kommer dronningen!"
Så grinede hele ungdomsafdeligen i køkkent, og stemingen var ved at blive mindre trykket - og mere normal..

Da folk var gået igen, tog vi på kirkegården for at se om blomsterne var lagt rigtigt.
Det var de - og hvor var der mange!!!

Var hjemme igen klokken 15.
Lidt senere skrev Camilla en besked:

"Mor er holdt op med at græde. Det regner ikke mere.
Nu smiler hun for at fortælle at alt er okay. Det er jeg sikker på"

Og jeg så på solen der havde drevet alle sorte skyer langt bort - og vidste at alt jo nok skal gå..

Når bare man ikke er alene...