Tror nok at jeg må ud med det nu (med tanke for, at jeg stadig kan vælge at begrænse tilgængeligheden af denne tekst, eller helt lade være at lægge den ind).
Hvorfor...? Iiiih... Hvornår er det min tur til at have ro? Måske kræver jeg for meget af 'ro'. Måske har jeg bare sværere ved at finde ro end andre mennesker... På trods af at jeg vil påstå, at jeg er et roligt menneske...
Dette bliver nok en lang tekst. Hvis jeg da ikke må dele den op i flere bidder. Føler jeg må starte tilbage i 2003... eller 2002... eller egentlig vel helt tilbage i 2000...
Først og fremmest må jeg starte med at sige at livet som alene-mor til 2 kombineret med et arbejdsliv bare ikke passer til mig... Står tidligt op og afleverer mine børn i hver deres institution, for så selv at gå hen i en tredje børnehave og passe andre folks børn... Og når jeg så kommer hjem er jeg træt og uoplagt, og får ikke gjort så meget andet end de ting der skal gøres (aftensmad, vasketøj etc.).
For mig føles det meningsløst at jeg i hverdagene ser andres børn mere end mine egne. Og hver anden weekend er de hos deres far, og så savner jeg dem sådan!!!!
Men på trods af at jeg ikke fungerer med arbejdsliv og hjemmelive side om side, tror jeg det er sundt, på den måde, at når én ting synes at ramle, ramler ting med tilbagevirkende kraft, og jeg får set på nogle ting jeg ellers let kunne gemme af vejen. Jeg ved de er der, men jeg kan godt ignorere dem og stadig have overskud til at være glad, så længe jeg ikke har arbejdet til at vælte læsset.
For 6½ år siden blev jeg, som 17-årig, mor til den dejligste dreng.
På det tidspunkt havde jeg og hans far været sammen i 1 år og 4 måneder. Hvad der havde startet med den store kærlighed, var der stadig et snært af, men jeg var også begyndt at tvivle på os allerede dér. Ikke desto mindre elskede (og elsker) jeg mine børns far.
Vi boede i to år alle tre hos mine forældre. Det var en stor hjælp, men også lidt af en prøvelse for alle parter.
Vi fik vores egen lejlighed omtrent samtidig med at jeg afsluttede gymnasiet.
Min kæreste der allerede arbejdede på tankstation, begyndte så ved siden at arbejde på en café/diskotek. Mere og mere indtil jeg efterhånden aldrig så ham mere. Han mente at vi havde brug for pengene, da vores konto altid var overtrukket. Jeg mente at vi havde brug for at være sammen som familie frem for at købe nyt fjernsyn, computer, 3-4 dvd-film om måneden, CD'er hvorpå der egentlig kun var ét rigtig godt nummer. Min kæreste var mere end god til at bruge penge. Jeg tror sagtens vi kunne have klaret os med den mindre indtjening og lidt færre materielle goder.
Weekenderne brugte vi på spilleaftener, med et par af mine gymnasievenner og min kærestes bedste ven fra han var 7. Hyggelige aftener, men ikke desto mindre vil jeg påstå, temmelig overfladiske.
Jeg blev gravid igen, og stoppede min uddannelse som lærer, som jeg i forvejen ikke havde det for godt med. gik hjemme med kvalme og panikkede over ikke at have noget job, velvidende, at jeg snart måtte afmelde min SU.
Og så skete det, midt i min ignorerede panik, at jeg opdagede min kærestes ven. På trods af, at jeg på det tidspunkt allerede havde 'kendt' ham i 4 år, havde jeg egentlig ikke meget at sige til ham. Men pludselig var det under en videoaften, at vi sad ved siden af hinanden, og min fod rørte ham. Jeg mærkede at min fod blev helt ekstremt varm. Har aldrig oplevet noget lignende...
Blablabla, det kunne jeg snakke mere om, men det korte af det lange er, at vi (MEGET langsomt) fra den dag af talte lidt mere sammen end vi nogensinde havde gjort om lige så stille (over et år eller noget) forelskede jeg mig i ham.
Åh hvor kunne jeg hade mig selv... Hvad er værre end at ens kæreste falder for ens bedste ven? At ens kæreste, som man har to børn med falder for ens bedste ven. (Vil dog lige understrege, at jeg ikke gjorde noget ud af det, før 1½ år senere, da jeg endelig havde salet mod til at slå op med Daniel - vores forhold var noget lort...)
Er dog ikke sikker på at min kæreste var så uskyldig.
Men i mellemtiden af alt dette, havde jeg jo så født den skønneste lille pige.
Da hun var omkring 2 måneder ringede jeg til min kæreste, der var på weekend vagt på caféen, og hørte da telefonen blev taget nogle lyde der mistænksomt meget mindede om sex-lyde... Konfronterede min kæreste med det om aftenen. Han blev gal og ked af det, og sagde at han aldrig kunne finde på at være mig utro. Jeg ved til dags dato ikke hvad jeg skal tro, men finder det ikke desto mindre pudsigt at han snart skal giftes med den pige jeg lige fra sarten af regnede med det måtte være... Skidt med det. I dag er jeg ligeglad...
Neeeeej... det bliver for langt, jeg kan ikke overskue det... Må fortsætte en anden god gang.
Michala
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.