Så tomt ens liv bliver når man har læseferie...
Rettelse: Så tomt MIT liv bliver når JEG har læseferie.

Sker ingenting. Ingenting overhovedet. Bliver ør i kroppen. Kan ikke mere. Keder mig. Keder røven ud af bukserne, og hvis jeg slapper mere af så skider jeg i dem, eller dør...

Th har skrevet. Og er lige så fantastisk som altid. De 3 beskeder gjorde dagen det bedre. Men ud over det, er der ikke sket noget.
Jeg har været ude at løbe. Har spist. Har følt mig fed. Har så meget. Tjekket min BMI. Og lort tænkte jeg, da jeg var: normalvægtig... Den laveste ende af normalvægtig, men tænkte alligevel pis. Har også taget på. Et kilo eller sådan noget. Tjekker vægten for tit for tiden. Spiser stadig, men selvværdet daler. Og ved ikke hvorfor. Har alt. + mave nu. Det er der den ligger. Men al psykologlortesnakken siger jo noget andet. Det ved jeg. Det er ikke maven der er problemet. Det er ikke den lille delle der buler ud når jeg sidder her. Det er noget andet. Jeg gør bare maven til problemet. Flytter focus. Men fra hvad? Hvorfor skjuler jeg mig selv inde bag alle de lag, som jeg ikke engang selv kan se ind under. Beskriver og beskriver. Analyserer om og om igen, men finder intet. Ikke mere. Kunne finde så meget engang. Men er ude af det. Hvorfor gør det så stadig så ondt en gang i mellem. Det er der jo ingen grund til at det gør. Eller hvad? Er der? Og hvor er den?

Lige været inde i stuen og spise koldskål. En tallerkenfuld, 8 kammerjunker. Og fået dårlig samvittighed. Det gjorde jeg ikke for en måned siden. For en uge siden. Og så alligevel gjorde jeg vel. Den ene dag spiser jeg fordi jeg bare gør. Den anden dag for ikke at falde tilbage. For at holde mig væk fra gamle vaner, gamle riller.

Vil bare gerne have at det blev i morgen og klokken blev 16. Så jeg kunne komme afsted væk herfra. Ud til th. Skal spise derude, og er faktisk næsten helt nervøs. Har ikke snakket ret meget med dem. Spist med dem 2 gange, og den ene gang var hele familien der. Har ikke hørt ret meget om dem. Th fortæller ikke så meget om folk. Gør ikke så meget, men alligevel ville det være fint nok hvis han sagde noget engang i mellem. Så jeg viste hvilke folk de egentligt er.
Jeg fortæller noget mere om mine, og jeg kan ikke engang lide dem. Det ved han ikke. Måske kan han heller ikke lide hans så forfærdeligt godt. Hmmm.

Nå men igen: mit liv består af intet. Ser tv. Læser lidt i bøger. Ser mere tv. Mere bog. Går lidt rundt i mit hus og kigger.
Har skrevet novelle samlingen helt færdig. Uheldigvis. Med følgebrev og hele molevitten. Printet den ud og puttet den i en pæn mappe. Har adressen på det perfekte forlag. Der er et skridt tilbage. En konvolut, et frimærke, en postkasse. Men jeg kan ikke. Tør ikke. Er ikke bange for afslag. Mere bange for at de vil kunne lide det. Vil ikke have mit navn stående på sådan en bog, og har heller ikke lyst til at overgive mig til Psoudunymer (ja ja, kan ikk stave til alting vel?!). For hvad hvis... Hvad hvis dem jeg kender ser min bog, læser den. Alt det jeg så skal stå til regnskab for. Alle de ord, triste tomme ord om død og liv. De vil jo alle sammen sige: handler det om dig? Eller tænke det ihvertfald. Vil mere bare være, hende uden navn. Hende uden ansigt. Men hende der skriver fantastisk rørende historier. Men måske er jeg for sort. Måske er skrivestilen bare den tand for mørk til at det kan udgives. Jeg er bange for det hele. Bange for afslag, og bange for udgivelse.


Be spurgte igår... C spurgte idag... Lavede du noget med Be's fætter... Neeej forstå det. Har verdens dejligste kæreste. Hvorfor tror I det. Hvorfor? Har jeg virkeligt været sådan en luder engang. Er jeg virkeligt så iloyal. Hvad er det... Hvorfor spørger I sådan... Hvorfor skal jeg forsvare mig så mange gange. Hele tiden