Jeg er ved at være frisk igen efterhånden ovenpå en weekend på langs.
Det hele har været en underlig blanding af noget forkølelse, influenza-ondt i kroppen og bihulebetændelse. I går valgte jeg ar blive hjemme, men i dag har jeg været af sted på arbejdet igen.

Tja, nu kunne jeg jo fylde en dagbog ved at fortælle om, hvor elendigt jeg har haft det i flere dage, eller jeg kunne udgyde mine meninger og tanker om alle de forfærdelige og ulykkelige begivenheder, som både radio og tv samt debatterne her flyder over med i disse dage.

Ingen af delene vil jeg – nej, men mine sygedage bragte mine tanker mange år tilbage i tiden, og det fik jeg lyst til at skrive lidt om.

Da jeg var 10 år gammel og gik i 4. klasse, begyndte jeg at lide af voldsom hovedpine. Jeg husker, at jeg tit græd over det, hvilket medførte drillerier i skolen, som jeg fortalte min mor om. Jeg husker også, hvor svært det var at få lektierne læst, fordi det altid gjorde ondt i hovedet. Det varede et stykke tid, før min mor tog mig alvorligt, så vi gik til lægen.
Lægen konstaterede, at jeg havde bihulebetændelse, og vi blev henvist til en øre-næse-hals læge. Han var en gammel mand, og jeg kunne ikke lide ham. Behandlingen gik ud på, at jeg først blev anbragt foran en skarp og varm lampe i et stykke tid, og derefter blev lagt tilbage i en stol med hovedet langt bagud. Her skulle jeg så sige ”K K K K K” …. samtidig med, at jeg blev suget ud gennem næsen med en gennemsigtig slange, hvori man kunne se, hvad der blev suget ud. Jeg husker det som meget, meget ubehageligt.
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg fik denne behandling, inden lægen opgav mig og henviste os til Sct.Maria Hospital i Vejle i stedet. Jeg blev akut indlagt samme dag – kom ikke engang selv med hjem for at hente mine ting. Vi blev modtaget af nonnerne, hvoraf jeg husker Søster Elma bedst. En lille, bred og smilende nonne langt inde i et stort hvidt hovedtøj - sådan opfattede jeg hende dengang.
Jeg var indlagt i godt en måned, og i den tid fik jeg uendeligt mange behandlinger af samme slags, som før beskrevet, og det må jo ha’ hjulpet, for jeg husker kun, at jeg var rask, da jeg blev udskrevet. I den periode, hvor jeg var indlagt, blev min kusine konfirmeret, og jeg græd over, ikke at kunne være med til festen, men hun kom og besøgte mig i sin fine hvide kjole. Næsten samtidig døde min bedstemor (farmor), og jeg græd, da min far kom og fortalte mig om det. Når jeg græd, fik jeg skæld ud af nonnerne, fordi det kunne forværre min sygdom, sagde de, så jeg gjorde mig meget umage for at lade være, men lige bestemt de to situationer her, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, og jeg husker det som meget urimeligt, at få skæld ud, når min bedstemor var død.
Jeg har stadig min gamle poesibog fra dengang, hvor flere af mine medpatienter har skrevet vers til mig, og endda den lille smilende Søster Elma, som også klistrede et meget fint lille billede ind til mig af Jesus og Jomfru Maria. Et af de gode minder fra dengang, er for øvrigt nonnernes sang, der betog den lille 10-årige pige meget.

Tja… alt dette dukkede op i mine tanker nu, hvor jeg igen døjer med bihulerne.
Jeg håber på, det går i sig selv igen med almindelig pasning og pleje, samt godt med styrkende midler til immunforsvaret, og under alle omstændigheder håber jeg aldrig mere, jeg skal ligge tilbagelænet og sige ”K K K K” :O)



Kærligst
Wildrose

PS – jeg er fristet til at give denne dagbog overskriften ”K K K K”, men hvis jeg gør det, ja så har jeg en kæreste, som tror, det betyder noget helt andet, sååååå måske skal jeg bare gøre det ?