Eremitkrebs – er det, hvad jeg er ??
I allerhøjeste grad krebs, både i stjernetegn og i mit liv. Jeg trækker mig ind i mig selv, bygger en hule og gemmer mig for omverdenen, den ene gang efter den anden, hvor jeg faktisk tror, at Fyldepennen er den eneste dør, der får lov at stå en smule på klem..!
Nogen gange er det i flere dage, andre gange måske kun en eftermiddag/aften eller nogle få timer.

Jeg er der igen, i hulen/krebseskallen, i dag, men på en lidt underlig måde. Jeg siger tit, at intet er tilfældigt, så måske er det bare det, der er sket i dag, altså ting, der ikke er tilfældige, men med en mening bag. Hvem ved, om ikke der trækkes i livets tråde deroppefra et sted ?
I hvert fald fandt jeg ud af, at en klient, jeg skulle ha’ haft i dag, skulle jeg absolut ikke ha’ alligevel, heller ikke på et andet tidspunkt – ”kemien” passede bare ikke. Det måtte jeg jo så lige ind i min hule for at finde ud af både før og efter mødet med ham, og for at kunne acceptere det, så i dag kan jeg se et formål med ”galskaben”. Andre gange er det sværere at få øje på…..

I aften har jeg alligevel tænkt en del over det her med at trække mig tilbage så tit. Hvad er det for noget og hvorfor ? At det til dels ligger i stjernetegnet og dermed i min personlighed er én ting, men at det skal være så meget, at det er ved at blive en plage, ja det synes jeg er for meget !!!
Og hvem kan så gøre noget ved det ? Tja, det er der vist ikke andre end mig selv, der kan, for enten må jeg acceptere den side af mig, eller også må jeg sparke mig selv i bagen og finde ud af, hvad der skal til, for at det ikke sker.

Måske er jeg bare lidt eneboeragtig på alle punkter i mit liv. Mit lille gule hus på toppen af bakken, helt alene med langt til naboer, jeg ikke kender. Mit kontor på arbejdet, hvor jeg er næsten alene hele arbejdsdagen. Min lille sorte bil, så jeg kan sidde helt alene og køre rundt i omegnen. I det hele taget har jeg vel fået mig indrettet, så jeg næsten ikke behøver berøring med mine medmennesker i hverdagen – tja.! På rigtig mange måder har jeg det bare bedst med det, men engang i mellem gør det ondt at være krebs og måtte erkende de minus’er der er ved det. Dage, hvor jeg ikke kan holde tanken ud om at skulle ha’ klienter. Dage, hvor jeg ikke kan finde ud af at være aktiv. Dage, hvor alt bare føles koldt omkring mig uanset om der er 25 gr. i stuen. Dage, hvor jeg hverken kan finde ro eller tryghed i mit liv.

Det er jo slet ikke hver dag krebsens minus’er kommer frem – langt fra, men alligevel for tit, synes jeg. Nej, jeg beklager mig slet ikke, konstaterer bare, hvordan det er at være krebs i mine sko. Heldigvis består livet da af flest gode dage, hvor jeg måske nok er eremit, men med døren åben ud mod verden.

Måske skal jeg bare finde sådan en stopklods, så døren aldrig lukkes helt ??? Jamen, faktisk har jeg jo sådan én , men desværre er den ikke altid hjemme – den hedder nemlig Peter og forstår i den grad at lokke krebsens positive sider frem i lyset..!! Jeg har bare en mistanke om, at hvis døren altid står åben, vil jeg ikke kunne holde det ud, så det vil ende med, at jeg smækker med den – bare for at få balance i tingene :O) Sådan er det nemlig også at være krebs..!
Måske lærer jeg det engang med tiden..?

Kærligst
Wildrose