Jeg har en off-dag i dag. Mr. Parkinson er slet ikke sød ved mig. Jeg ryster voldsomt, har en indre uro og en mathed. Jeg har sovet meget og venter egentligt bare på, at det bliver sengetid. I morgen er der atter en dag og jeg håber inderligt, at Mr. Parkinson så er krøbet ned i bunden af skabet igen, hvor jeg har gjort det rart for ham - mest for at få ham til at blive der længst muligt. I dag ville han lige markere sig.

Off-dag - fjumredag og intet har jeg fået lavet. Godt at maden var nem og at Carlo ville tage sig af at tilberede den, mens jeg sad ved computeren og kæmpede med rystende fingre og små taster, men jeg havde lige lyst til at skrive et par ord.

Jeg fik et dejligt bad og stod og klippede negle med min sygeplejesaks - en god lille saks og en hel speciel saks for mig. Tilbage for godt 20 år siden, da jeg startede på min uddannelse som plejehjemsassist købte jeg tilsvarende saks, som jeg var så uheldig at miste. Men så fik jeg denne her, hvortil hører lille historie.

Jeg kom i praktik på medicinsk afdeling i Tønder og min kontaktperson blev en lidt ældre sygehjælper Mou. Mou fandt ud af, at jeg havde mistet min saks, gik på depoten og fandt en saks - der godt nok var indgraveret ØRE på den - men pyt med det. Hun fik fat i serviceafdelingen og fik dem til at lave et lille messingskilt med mine initialer, så jeg nemmere kunne holde styr på saksen og se - jeg har den stadig og tænker på Mou hver gang jeg bruger den.

I starten skulle vi lige se hinanden an. Mou var en stor dame, var farvet sorthåret og indgød respekt. Jeg var bange for hende og følte mig ret usikker, når jeg arbejdede sammen med hende. en dag, efter at jeg havde sengebadet en patient, hvor Mou observerede mit arbejde, gik hun bag min ryg til en sygeplejerske med kritik af min indsats. Det blev jeg vred over og ked af og konfronterede Mou med sagen og siden denne snak, vendte bøtten sig. Mou blev så hjælpsom og sød og altid parat til at svare på mine mange spørgsmål og min selvtillid og arbejdslyst blev styrket, for Mou viste sig at være en altomfavnende kvinde med rummelighed til "sine små". Jeg havde nattevagt på min fødselsdag og kl. 6.00 om morgenen kom Mou skrålende ind på afdelingen med en "Happy birthday" og en lille gave til mig. Den dag jeg blev færdiguddannet - halvandet år efter, at jeg havde forladt Mou, kom blomsterbudet med en buket blomster fra hende og jeg fik julekort de første år efter min elevtid der. Kontakten ebbede langsom ud og jeg tænker tit på Mou - hun må være op i årene nu, hvis hun i det hele taget lever endnu. Men som sagt tænker jeg på hende, når jeg har min lille saks i hånden.

Det er lidt morsomt at opleve, hvordan fortidens veje kan krydses, når man får nye bekendtskaber. Det er flere gange sket for mig med andre Fyldepennebrugere, som jeg er kommet i kontakt med - ja, så sent som i går, da jeg fik en hilsen, hvori der stod, at der hvor jeg en gang havde tilbragt et år af mit liv, der havde hun haft sin gang i barndommen eller da jeg hørte fra pigen, der er opvokset i Ribe og som jeg sidst så, da hun var en lille 2-årig med lange slangekrøller.

Jeg tro på, at vi alle på en eller anden måde har fælles kontakter, hvis vi bare gransker nok i vor historie. Det synes jeg er så spændende - så hvem ved - måske en dag møder jeg en person, der kan fortælle mig Mous videre historie, efter at jeg tog afsked med hende den gang i 1985.

På denne forunderlige måde mødes nutid med fortid, som for mange er nødvendigt for at få noget ud af fremtiden.

Det var bare lige det.

Hyggehejsa fra den gamle elev Nellemor.