I går eftermiddags (søndag) skrev jeg følgende:

"Jeg har vist gjort det igen, tror jeg - såret ham, jeg er gift med og sat gang i hans jalousi, som han ikke selv kan styre.
Et par af jer, mine venner, har gang i den kommende sommerfest og bad mig, om jeg ville lægge hus til et forberedende møde, fordi jeg bor centralt. Jeg blev delt mellem ønsket om at være med og frygten for min gemals reaktioner.., kunne mærke hvordan det rev og sled i mig fra begge sider.
I dag bragte jeg så emnet op for ham, både om sommerfest og forberedelserne. I løbet af få sekunder blev han ligbleg, og jeg kunne se hans smerte. Een ting er at han accepterer, at jeg bruger timevis her ved computeren, en anden er at blive konfronteret med vennerne her via mine sagte ord og direkte spørgsmål. Længe sagde han slet ikke noget - lod bare mig snakke løs og forklare om hvor rart alting er herinde. Det eneste han sagde var, at han er bange for, hvad det er jeg blander mig ind i her.., og han spurgte mig om, hvad jeg mangler i mit liv siden det er nødvendigt for mig at skrive her sammen med alle jer. Jeg prøvede at forklare, at jeg sådan set ikke mangler noget, men at det for mig er en ny og spændende verden, der har åbnet sig, og at jeg gerne vil se lidt mere af den, og at jeg ikke mener, der er noget som helst at være bange for, set fra hans side.
Nu er han gået i haven, og jeg sidder igen her og skriver - jeg har det dårligt inden i, jeg føler jeg har gjort ham fortræd ved at komme med mine egne ønsker.
Men sådan er det lige nu - vender tilbage senere, når følelserne er kommet lidt i ro."

Det er nu mandag aften, over et døgn siden jeg skrev det her.., og situationen er ikke meget anderledes, men lidt mere rolig. Jeg ved ikke, om man kan kalde jalousi for en sygdom, men jeg tror det tangerer, og når han er "angrebet" er det så forfærdeligt selvfølgelig mest for ham selv, men også for mig og hans omgivelser i det hele taget. Han tog direkte til Mars og kravlede ind i en hule, hvor han er umulig at nå, umulig at få kontakt med.!. Han meldte sig ud af familie og, deltog ikke i måltiderne resten af dagen i går, og i dag meget begrænset.
På et tidspunkt i aftes sagde han dog pludselig til mig, at jeg bare kunne invitere alle de gæster jeg ville, han var ligeglad (et par af jer fik et par lidt paniske mails i dagens løb, efterhånden som situationen ændrede sig). I dag har han ikke sagt så meget, men har dog spurgt, hvordan jeg ville reagere, hvis han ville invitere vildtfremmede mennesker. Jeg kan ikke nå ham med de svar, jeg kan gi' , selv om han spørger, hører han ikke mine svar, men er inden i sig selv - inde i al den smerte, han indeholder lige nu. En bemærkning, der også kom på et tidspunkt, var " jeg er så ensom", og så skærer det jo i mig, for er det min skyld, at han er ensom ? Ja, vel delvist. Nogen af jer ved, at vi/jeg har lidt problemer med, at vi ikke så tit sover sammen. Han nærmest bor i en lænestol i døgndrift, og jeg har vel opgivet at trække ham op af den, tror jeg. Jeg har tænkt at jeg må blive gammel sammen med ham så..., han er en del ældre end jeg, men jeg ER jo ikke gammel, 48 er vel ingen alder ?? Jeg har ikke lyst til at mit liv skal gå i stå nu, hverken på det sexuelle eller andre områder. Jeg tænker også, at når nu jalousien kommer op i ham over at jeg tilbringer så meget tid på Pennen og gerne vil lære jer nærmere at kende, så er det nok også lidt dårlige samvittighed, for selvfølgelig ved han da, at han svigter mig ved at blive i sin lænestol.

Ja, det er en sammensurium af tanker, der kører i mit hoved i dag. Jeg vil gerne deltage i sommerfesten og planlægningen deraf, men jeg vil heller ikke sætte mit ægteskab overstyr af den grund. Jeg vil gerne ha' et levende liv, men stadig ikke på bekostning af hverken ægteskab eller familie. Og dog...? Ja, det kværner bare.
Jeg kan jo godt trodse ham og bare være med i sommerfesten som jeg har lyst til, jeg ved jo at jalousien nok går over på et tidspunkt, men er det fair at tilføje ham al den lidelse, bare fordi jeg gerne vil ha' mine egne ønsker opfyldt..?

Jeg ved det simpelt hen ikke - er delt mellem trods/egne ønsker og kærligheden/medlidenheden til ham.