På vægten.... Jeg vejer ikke mere. Men føler mig federe. Har spist igen idag. Det er vel godt nok... Men jeg har det bare enormt skidt. Det burde ikke virke så forkert at spise som det gør. Men.. for faen et helvede.. Gad vide hvordan jeg fik mig selv rodet ind i det? Aner det ikke. Jeg har ALDRIG været tyk. ALDRIG. Pludseligt vågner man bare og forstår det. Efter så meget smerte vågner man, og ser hvad man har gang i.
Efter den forfærdelige drøm. Jeg var så tynd, så udmagret, så fucked up. Virkeligt. Kan mærke hvordan jeg tog om mit håndled, efter drømmen, for at trøste mig selv. For at forstå at det bare var en drøm. Og jeg mærkede, kun knogler.
Så blev det skræmmende, og så blev jeg fanatisk. Jo mindre jeg spiste, jo bedre ville mit liv blive (når jeg var færdig i hvert fald) Der skulle bare lidt mindre til. LIDT mindre mad. LIDT mere sult, og SÅ skulle det være slut. Hvor er jeg nu?? Forhåbentligt snart helt ude af det. Dog tror jeg det er noget der på godt og ondt vil følge mig resten af livet. Jeg må tage det som ”en oplevelse” der ændrede mig, eller jeg må lade være. Der er intet at gøre, anyway. Du kan ikke ændre fortiden, ændre det der skete, hvor meget du end ønsker det, kan du? HVA STELLA??? Kan du ændre en skid? Formentligt ikke, men jeg kan komme ud af det. Jeg vil jeg skal… Men hvornår, hvornår fanden begynder jeg at kunne spise uden at have det dårligt over at gøre det. For filan…
Hmm, det var ikke det jeg kom herind for at sige. Jeg ville bare gerne forstå mig selv og hvad det er jeg vil med Dl. (Det er nemmest at forstå når jeg skriver det her. Når folk kommenterer det. For mig til at forstå mig selv) Vågnede i morges, lå bare og tænkte, ventede på at vækkeuret skulle ringe 20 minutter senere. Jeg tænkte ”jeg gider ikke have Dl. Gider ikke kæmpe for det. Har ikke længere lyst” Jeg stod op gjorde mig klar og smuk, (for min egen skyld, ikke Dl’s) tog af sted i skole. Og dér da mig og nogle fra klassen sad og snakkede kom han gående. Hvad gør jeg? Kigger væk! Halv gemmer mig bag en arm. (det havde regnet, mit hår var begyndt at krølle og jeg følte at jeg lignede lort. Derfor kiggede jeg ikke) Hvis jeg ikke kigger på ham så tør han heller ikke kigge på mig, og da han var gået tænkte jeg så; DAHM, du skulle have kigget på ham. Nu tør han aldrig mere skrive igen… Opbygger ham, nedbryder ham. Om og om igen. Som et lille barn der kan lide at lege med byggeklodser, leger jeg med hjerter. (Hvis drenge altså har hjerter og følelser. Hvis HAN har. Hvis jeg overhoved betyder en skid)
Dahm… Ved ikke hvordan jeg skal få ham til at være min, uden at jeg skal løbe den risiko at blive såret. Det kan jeg nok ikke. Vil jeg overhoved have ham? Ja, om aftenen når jeg ligger og ikke kan sove. Om morgenen når jeg vågner i weekenderne og ikke gider stå op, fordi der foran mig bare ligger endnu en kedelig dag.
Savner noget spændende at lave. Hvor har jeg dårlig samvittighed over at jeg ikke bare får den skide roman gjort FÆRDIG…

Stella