Jeg må til at lære mig selv at bruge Word i stedet for at skrive direkte på Fyldepennen. Det er så træls, at når jeg er godt i gang med at skrive, kan jeg med en finger komme til at røre en tast – og vips, er min tekst væk. I går drejede det sig om et brev og i dag en næsten færdig dagbog. Øv – men jeg lærer af min fejl – jeg lærer hver dag.

Jeg har sammen med de andre arrangører travlt med at forberede den store slusefest, som bliver afholdt på fredag og lørdag ved Kammerslusen i Ribe. Efterhånden er det hele ved at falde på plads, men der er nok at tage fat på hver dag og fredag, lørdag og søndag bliver ikke mindre travle. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg glæder mig til at få en normal hverdag igen, hvor jeg blot kan gøre, som jeg selv har lyst til. At få tiden til at gå, bliver dog nok ingen problem, for den opmærksomme læser har muligvis bemærket, at jeg vist har det med at rode mig ind i forskellige ting – dog ikke mere, end jeg kan holde til helbredsmæssigt. Det må blive et spørgsmål om prioritering.

Trods travlheden giver jeg mig selv lov til at gå i byen, selvom jeg vel kunne have brugt denne tid herhjemme på at få ordnet hus og vasketøj og deslige, men igen er det et spørgsmål om at prioritere. Jeg har når kun det mest nødvendige i disse dage og priser mig lykkeligt for Carlo og Annes hjælp. Jeg valgte at tage til fødselsdag hos min veninde Jette i går formiddags, der inviterede mig på fødselsdagskaffe - og se, det var så hyggeligt at gæste hende og få en god snak med hende og tre andre piger, der også var inviteret.

I dag havde vi netværkskomsammen – os, der sammen har gået på modul 1 i Læring for livet. Det var dejligt at se dem igen, snakke seriøst, hygge og bare have socialt samvær – for da vi sluttede Modul 1, viste det sig, at vi var blevet en god fasttømret gruppe og meget åbne overfor hinanden. Mange af timerne på kurset blev ret intense – muligvis fordi vi var en ligestillede målgruppe med kronisk sygdom og hvad der deraf kommer. Ham, som arrangerede dagen i dag, havde valgt at invitere en pige med, som fortalte os om sit sygdomsforløb og sin situation, siden hun fik stillet diagnosen på sin kroniske sygdom i år 2001. Det var meget stærkt fortalt og det var godt for os alle sammen at høre om. Ligeledes at få sat nye vinkler på den situation at være kronisk syg.

Jeg fik nogle ord med hjem i bagagen. Nok ord, som jeg har hørt før, men i dag åbenbarede de sig virkeligt for mig - fes direkte ind på lystavlen og gav mig en dejlig fornemmelse af at være kommet et kæmpeskridt videre i mit tilværelse. Og hvilke ord lavede så en sætning, som jeg forstod og som jeg kunne bruge. Jo, i Parkinsonforeningen er der en psykolog, som selv er ramt af parkinson og det var ham, der sagde disse kloge ord, gengivet af vor foredragsholder. Han sagde: ”Når du er ramt af en kronisk sygdom, så slut dit arbejdsliv med værdighed.”

I disse ord gik det op for mig, at jeg fik sagt stop, mens jeg stadig havde min værdighed i behold. Jeg har været meget ulykkelig og ked af alle de problemer som jeg fik på min arbejdsplads, oveni at jeg havde min sygdom at håndtere og få afklaret. Jeg følte at jeg led en knæk og et nederlag den dag, hvor jeg sagde stop og har haft svært ved at få det bearbejdet.. I dag kunne jeg sætte et nyt vinkel på – nemlig at jeg selv stoppede med min værdighed i behold og det gjorde godt. Ih, hvor var det dejligt at opleve og jeg har bare sådan lyst til at dele det med jer, der følger med i mine skrivelser.

I eftermiddag fik jeg besøg af veninden, som jeg var på tur sammen med til Svendborg sidste år i november. Vi er så småt begyndt at planlægge en ny tur sammen og i år skal turen gå til Lübeck i Tyskland. Vi ved, hvornår vi skal af sted og hvilken vej vi vil køre – så næste skridt i dette projekt må være at komme på biblioteket og låne læsestof om Lübeck. Jeg kender slet ikke noget til byen – men glæder mig til at komme ned og opleve den.

Hyggehejsa fra prioritetsbestyrerinden Nellemor.