Jeg har såmænd bare lyst til at skrive, at endeligt tegner det lyst i det lille røde hus i marsken. Fremtiden ser lysere ud, end den har gjort i lang, lang tid. Uoverskuelige bekymringerne fylder ikke så meget og problemerne ser ud til at være nogenlunde tilforladelige og dermed til at løse.

Jeg har det godt med min sygdom og har accepteret, at den er der. Jeg kan tale åbent om den og "skammer" mig ikke længere over den og hvilken skæbne, den gav mig. Medicinen virker og jeg kan så nogenlunde holde min krop smidig ved at dyrke motion. Balancen er fin og når jeg tager tingene med ro, kan jeg fint koncentrere mig. Jeg må se i øjnene, at sygdommen både giver mig begrænsninger og samtidig også meget arbejde. Den skal jo netop passes og plejes med fys. og gymnastik. Jeg skal bestille og dosere medicin, kontakte kommune og andre instanser om forskellige ansøgninger, skrive dagbog om sygdommen og så videre - så når jeg lægger begrænsninger og arbejdet med sygdommen sammen, er jeg vel på overarbejde. Jeg forsøger dog så vidt muligt at undgå stress, for - som en klog mand siger - "bedre at have mere mellem ørerne end om ørerne".

En anden ting, der gør fremtiden lysere er, at Carlo er blevet ansat som timelønnet medarbejder, der indebærer trygheden om to faste indtægter hver måned. Tidligere, da han var selvstændig, kunne det sommetider knibe - især om vinteren, når der måske ikke var så meget arbejde. Det krævede en del "is i maven" og jeg er glad og taknemmelig for at være denne tilstand foruden nu. Desuden har han faste arbejdstider, så vi ved, hvornår han kan være hjemme. F.eks har han fyraften kl. 12.30 om fredagen, så vi sammen kan have en dejlig lang weekend. I tilgift - og det er snart det bedste - har jeg fået en meget mere glad mand (selv om det ikke må være - mænd er jo fra Mars);-)).

Anne trives i skolen. Efterskoleopholdet var en dejlig periode for hende og sikkert men vist modnes hun til at blive en fornuftig og selvstændig ung pige med egne meningers mod. I dag får hun efterårsferie, men inden da mødes hun med klassekammeraterne til bowling - istedet for den obligatoriske vandretur, der jo er hvert år, sidste skoledag inden efterårsferien.

Så sum-summe-rum går det godt her langt ude i marsken. Jeg skal til gymnastik i formiddag og derefter et smut til kaffeslabberas. Det kan ikke undværes -- og er jo megahyggelig.

Derfor siger jeg JA til livets gang her i det lille røde hus i marsken.

Alle mine læsere må alle have en dejlig weekend.

Hyggehejsa fra en tilfreds nellemor.