Tanker fra et tomt sind... Eller fyldt. Et eller andet må der jo være herinde bagved ingenting. Inde bag mine blå øjne og mit lyse halvlange etageklippede hår. Inde bag ved min lille næse og min røde strutmund... Et eller andet må der være bag de lange negle, bag den efterhånden sommerbrune hud. Indebag må der da være et eller andet. Kød og knogler, ja. Organer og blod. Men hvem er jeg? Hvad er jeg?
Et menneske med følelser som alle andre. Men et specielt menneske. For det er man jo. Det er alle jo. Det siger de i hvert fald. Det siger jeg jo selv.
Hvem er jeg? Engang gik jeg i dagpleje og børnehave, men jeg husker intet. Ingen konkrete følelser. Jeg var vel en glad lille nysgerrig pige.

Stella Hvidemann.

Forhendværende depresiv folkeskoleelev der var ligeglad med alt. Alle tanker kredsede omkring en enkelt valgmulighed. Om jeg skulle fortsætte med at leve eller bare afslutte det hele. Men noget i mig fik mig til at holde tilbage. En ting kaldet håb.
Nuværende handelsskole elev der føler sig fri i en bundet verden. Meget glad, stortset hele tiden. Underlig når jeg er alene. Taler med mig selv, drømmer mig langt langt væk. Drømmer så meget at det er ved at gå mig på. For mange drømme. Fantasifulde drømme om at jeg er balletdanserinde eller europas bedste til karate. Et eller andet specielt. Ikke bare... mig.
Prøver at leve livet bedre og bedre. Få mere ud af dagen, gribe nuet og tage nogle chancer. Op og ned. Nogle gange lykkeds det, andre ikke. Det er en del af livet, det har jeg forstået. En del af spilet.
LAder små ting gå op for mig som betyder alverden. Ting der får mig til at være glad. Giver mig den følelse af at jeg er helt unik og fylder min krop op med livsmod.
Sammentid med at jeg er denne her unge frie pige, der bliver glad når hun finder ud af at selv 2 sandkorn ikke er helt ens, går jeg også til fester hvor jeg drikker mig væk fra alt der får en til at tænke. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, men det gør jeg. Stiv hver eneste dag - Helst, men det sker at der ingen fester er. Det sker at jeg sidder alene fredag aften og ser tv. Når jeg er til fest, og drikker mig fra alt jeg ejer af hjerne, er jeg sammen med fyrer. Nye fyre, nogle jeg har set før, nogle jeg altid har kendt. Bedste venner, største fjender. Og jeg vil have det at vide. De bliver nød til at fortælle mig det. At jeg er smuk. At jeg har en god røv og nogle dejlige bryster. Jeg skal høre ordene. Om og om igen, afhænig af at få at vide at jeg er smuk. Det er derfor jeg holder fast i Dl. -fordi han fortæller mig det. Fordi han skriver det til mig, fredag nat når jeg sidder hjemme og ser tv fordi der ingen fester er.
Jeg kæmper med at finde ud af om der er noget galt med mig. Om jeg lider af en spiseforstyrrelse, eller er på vej til det. På vej ud måske. Eller om jeg bare ikke spiser så meget som jeg gjorde engang fordi jeg ikke er lige så sulten. Jeg er altid mæt, mæt invendig og jeg skal sige til mig selv hver eneste dag: SPIS DET ER SUNDT; DET ER EN VIGTIG DEL AF LIVET. DU BLIVER NØD TIL DET. Nogle gange lytter jeg til mig selv, andre gange gør jeg ikke.
Jeg sover ikke ret meget. Sent i seng tidligt op. Eller måske ikke sent i seng. I nat, gik jeg i seng ved en 2 tiden. Jeg vågnede kl halv 6 stykker og lå bare og kiggede ud i luften i en time ca. Derefter faldt jeg i søvn igen. Stod op halv 9. Prøver at bilde kroppen ind at den kan sove. Hele natten sov jeg uroligt. Ligesom alle andre nætter, fordi jeg drømmer, og fordi jeg ikke tør sove. Jeg er bange for at jeg aldrig vågner igen. Ved ikke hvorfor- men det er jeg.
Noget jeg har glemt?
Flittig i skolen. Nogen gange genert andre gange højt råbende og oppe at køre.
Jeg bruger meget tid på at skrive. Fordi jeg elsker bare at sidde og høre tasternes klikken, lade de tanker jeg ikke viste jeg havde i mig, komme op til overfladen. Stene mens ordene finder vej.
Glad for solskin, glad for regn, glad for sne.
Jeg er mig, Stella, som er alle disse ting, men hvem fanden er jeg. En sætning der beskriver mig? Jeg kan kun en.... "jeg er Stella Hvidemann"